Elever blokerer undervisningen igen i dag
I går nedlagde eleverne på Næstved Gymnasium og HF undervisningen, i protest mod massive nedskæringer på uddannelse. Eleverne kæmper mod besparelserne, fordi de forsvarer teaterkoncerter, studieture, ekskursioner og engagerede lærere.
Pressemeddelse fra Elevrådet på Næstved Gymnasium & HF udsendt den 13. oktober 2016
Nu kan vi ikke holde til mere!
Vi, eleverne på Næstved Gymnasium & HF, har blokeret undervisningen i dag. Målet er fuldt, og vi siger stop. Vi vil ikke finde os i den drejning, som diskursen om gymnasierne – og egentligt uddannelse generelt – har taget i den danske politik.
Det drejer sig om to ting: regeringens forslag til Finansloven for 2017, og samme regerings forfejlede forsøg på at skabe bedre undervisning med dens såkaldte Helhedsplan.
Vi vil ikke spare mere på gymnasierne. De to 2 %, som regeringen vil tage fra gymnasierne i 2017 – med deres ord et omprioriteringsbidrag – kan ikke tages, uden at det går ud over undervisningen. Oven i dette foreslår regeringen også færre penge til bygninger, hvilket yderligere vil stramme garnet.
Vi vil ikke have lærere, der er stressede og bange for næste fyringsrunde. De 2 % kommer som endnu et åg på vores allerede trevne rygge; erhvervsskolereformen i 2014 og den allerede gennemførte besparelse på 2 % i 2016 har været tærende. GL har udregnet, at disse tre faktorer tilsammen udgør en besparelse på 7,7 % – det overskrider smertegrænsen!
Ud over dette har regeringen ramt ved siden af med deres Helhedsplan. Her vil de gøre SU’en til et halvt lån og generelt skabe mere målrettede uddannelsesforløb. Vi tror ikke på, at det bedst at skulle hurtigt igennem systemet. Vi vil have tryghed og frihed til at vælge den uddannelse, vi ønsker. Det er ikke et spørgsmål om penge i statskassen, det er et spørgsmål om mennesker, der skal træffe et af de største valg i tilværelsen: hvad vil vi arbejde med resten af vores liv?
Med den ene hånd sparer man, med den anden lover man bedre undervisning… må man spørge, hvordan det hænger sammen?
Det er os, der kender gymnasiet bedst, og vi siger fra nu. Det er hverken liberalt eller socialt forsvarligt at fratage os vores muligheder og gøre uddannelsessystemet til en fabrik – og samtidigt holde sparekniven for vores strube.
“Det er usmageligt, at regeringen vil fortsætte denne hovedløse række af urimelige besparelser på gymnasieområdet – og samtidigt forventer, at undervisningen vil blive bedre”, siger Asger Trier Kjær, formand for Elevrådet på NGH.