Tidligere eventchef Randy Thybo er ikke længere ansat ved Arena Næstved
Det skriver Sjællandske på deres hjemmeside:
Efter blot 15 måneder ansættelse er tidligere eventchef Randy Thybo nu ikke længere at finde i arenaen i Næstved. Uenigheder om hvordan arenaen har skullet drives i forhold til arrangementer har ført til, at bestyrelsen og Randy Thybo har valgt at stoppe samarbejdet øjeblikkeligt.
– Det er en samlet bestyrelse, der har taget beslutningen. Vi har ikke været enige om strategien for arenaens fremtid og har derfor valgt, at der skal en anden til, siger bestyrelsesformand Hans Henrik Knudsen.
– Hvad for en strategi?, spørger Randy Thybo og uddyber: Der er ikke nogen strategi. Visionsplanen for arenaen er tilbage fra 2012. Det var før, man overhovedet tog det første spadestik, siger hun.
Hun mener ikke, hun har haft økonomisk råderum til, at udføre det arbejde bestyrelsen har ønsket.
– Man har brugt alle pengene, der var til rådighed på mursten, siger hun om den dyrt opførte arena.
Randy Thybo fortæller dog, at parterne til trods for uenigheder er skiltes på en pæn og ordentlig måde. Hvad fremtiden skal bringe er endnu uvist.
– Jeg har sået nogle frø, og så må vi se, siger hun.
Under sit ansættelsesforløb har både arenaen og Randy Thybo mødt kritik fra offentligheden for de manglende arrangementer i arenaen. Folk har ikke kunnet forstå, at man opfører en arena til 90 millioner kroner uden for alvor at tage den i brug til andet end sportsarrangementer. En af de skarpeste kritikere har været lokalpolitiker Flemming Jay (LA). Han er efterfølgende blevet ansat i arenaen og skulle have samarbejdet med Randy Thybo om kommende arrangementer. I forbindelse med sin ansættelse fortalte han til Sjællandske, at »han nu var med på holdet« og forklarede således om sin tidligere kritik: Det er naturligvis en forpligtelse at sige ja. Hvis man fremfører kritik, så må man gribe handsken og give den fuld gas.
Ingen ny eventchef p.t.
Det er endnu ikke besluttet, hvem der nu, skal stå for at få fyldt arenaen i Næstved.
– Bestyrelsen skal mødes ad flere omgange hen over sommeren, hvor vi vil diskutere hvilken profil, den kommende eventchef skal have. Vi har et ønske om at arenaen skal kunne tilbyde noget til hele Næstveds befolkning, sådan som man også ser det i andre arenaer. Arrangementerne skal være en omgang blandede bolcher med noget for alle, siger Hans Henrik Knudsen.