Lars Lilholt sælger billetter
Sommeren nærmer sig, og forsmagen i maj har sat sit tydelige spor på billetsalget til sommerens store udendørskoncert med Lars Lilholt Band.
Få danske bands har en fanskare lig Lars Lilholt. Med danske ny-klassikere som Den Hvide Dværg, Kald Det Kærlighed og Café Måneskin, er publikum altid klar til en uforglemmelig sommeraften med De Lyse Nætters Orkester med Lilholt i front. Bandet er et af de bands i landet der turnerer allermest, og ofte er at finde på diverse festivaler. Alligevel synes deres fans ikke at kunne få nok, for gang på gang trækker den folkekære musiker fulde huse og pladser.
Siden Lars Lilholts deltagelse i TV2’s seersucces ”Toppen af Poppen” er musikerens popularitet kun været for opadgående. Lilholts versioner af de unge artisters hits og ikke mindst deres udgaver af Lars Lilholts, satte fokus på hans store evne til at få melodi og tekst til at gå op i en højere enhed. En evne som flere har fået øjnene op for, og især det yngre publikum.
Publikum samler vennerne
Spørger man koncertarrangøren, har den store opmærksomhed om Lilholt haft en mærkbar effekt på billetsalget. –Det er ikke usædvanligt at man venter med at købe billet i sidste øjeblik til udendørskoncerter, men billetsalget er allerede nu rigtig godt – fortæller en tilfreds John Nørbjerg, kulturcenterleder på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
Og en særlig tendens har især gjort sig gældende for billetsalget til årets koncertbrag. -Normalt sælger vi én eller to billetter af gangen, men nu har vi flere gange haft besøg på billetkontoret af personer udsendt af venneflokken for at sikre en billet til alle. Vi har flere gange solgt og printet mere end 10 billetter af gangen – det er lidt sjovt og vidner om hvor god en fest der venter.
Endnu en forklaring på det gode forsalg skal måske også findes i det gode vejr vi har haft på det seneste. For har man passeret Grønnegades Kaserne Kulturcenter i den seneste tids forårssol kan man umuligt være i tvivl om hvad der skal foregå den 4. juni, eller hvor hyggeligt det bliver at stå på Lave Ridebane sammen med alle de andre Lilholt-fans.
Skal du og dine venner også opleve Lars Lilholt og De Lyse Nætters Orkester på Sydsjællands største kulturcenter? Så køb din billet på http://www.gkkultur.dk/, reserver på billettelefon 5588 3950, eller kom til Billetkontoret på kulturcenteret.