Har du lyst til at læse og diskutere tysk litteratur med andre, så er Næstved Biblioteks nye tyske læsekreds måske noget for dig. Gruppen mødes første gang den 4. oktober kl. 17.00-18.30 og herefter den første torsdag i hver måned.
Bibliotekets nye læsekreds har fokus på det tyske sprog. Du vil komme til at beskæftige dig med tysksproget litteratur, film, musik og tidsskriftartikler og sammen med de andre diskutere indholdet. På den måde øger deltagerne deres kendskab til tysk kultur og samfund. Samtidig øver man sig på at udtrykke tanker og føre en samtale på tysk.
Barbara Dubiel er initiativtager til og tovholder for læsekredsen. Hun er herboende tysker og siger om sig selv: “Kærligheden fik mig til at komme til Danmark for 10 år siden. Mit første år brugte jeg til at lære sproget og som sabbatår for at falde på plads i mit nye liv”.
Barbara kan godt være en ordknuser og elsker at udveksle oplevelser og følelser, som kommer frem, når hun læser en god bog eller ser en film. Hvad vil forfatteren formidle, hvilket budskab vil han ud med? Introduktion og vejledning af kollegaer og medarbejdere har altid været en del af hendes arbejde i forskellige brancher, og hun har god erfaring med formidling og en pædagogisk tilgang, der fremmer læring.
Kærlighed til sproget
Udgangspunktet for læsekredsen er kærligheden til det tyske sprog. Barbara Dubiel har en stor kærlighed til finesserne i både det danske og det tyske sprog: “Og så kan jeg godt lide at blive udfordret på mit modersmål – tysk på den lidt nørdede måde. Det ville glæde mig at finde nogle sparringspartnere i feltet”.
Læsekredsen er for alle, der har lyst til at begå sig på tysk, og den er ikke kun for de meget øvede. Temaer og emner aftales med deltagerne undervejs.
Læsekredsen har første møde torsdag den 4. oktober kl. 17.00-18.30 i Salen på Næstved Bibliotek. Herefter mødes gruppen den første torsdag i hver måned.
Det er gratis at deltage. Tilmelding sker via www.naesbib.dk.