Trille forlod musikscenen i 1988 og efterlod et stort publikum med et kæmpe savn.
Men siden skuespiller og sanger Mette Marckmann i 2014 samlede det gamle Trilleband og begyndte at turnere rundt i landet, har Trilles gamle og nye fans med stor glæde valfartet til bandets koncerter. Oplev dem d. 25. marts 2021 i det Ny Ridehus.
Den oprindelige besætning bestående af Ole Fick (guitar), Øyvind Ougaard(piano) og Hugo Rasmussen (bas) har mødt udskiftning i form af Mads Vinding, der erstatter Hugo Rasmussen som døde i 2015. En meget kompetent afløser må man sige, for Mads Vinding var også stand in for Hugo Rasmussen i 70’erne og 80’erne.
Skuespilleren og sangeren Mette Marckmann har en helt særlig og tydelig kærlighed til Trilles musik og fik i 2006, som den første, grønt lys af Trille til at optræde med hendes numre. Dette førte til en meget rost solocabaret på Cafe Liva.
Det er også med Trilles absolutte velsignelse, at Mette Marckmann nu er trådt i hendes sted i bandet. At Mettes stemme og udseende smelter sammen med erindringen om Trille, er et udsagn som høres igen og igen. Samtidig formår hun at løfte sangene ind i nutiden. Så man kan roligt forvente, at en koncert med Trilleband og Mette Marckmann både vil frembringe tårer og latter. Samt muligheden for at synge med på alle de evigtgyldige sange, som Trille skrev.