Toksværd og Tappernøje har allerede sagt ja til at give deres borgere en teateroplevelse ud over det sædvanlige – helt gratis og ganske tæt på hjemmet. Og Dansk Rakkerpak & Faster Cool – Næstveds Internationale Egnsteater – glæder sig til at høre fra endnu flere af Næstveds små byer.

”Lus i Skindpelsen” og en appelsin i turbanen
Efterhånden ved stort set alle, at vi her i Næstved har et meget aktivt Egnsteater, som hedder Dansk Rakkerpak & Faster Cool – Næstveds Internationale Egnsteater. Selvom de optræder på livet løs rundt omkring i det ganske land, vil de også meget gerne optræde helt lokalt i Næstvedområdets små byer. Og det har de nu fået mulighed for at gøre – endda ganske gratis.

Og hvordan så det? Jo – for ganske kort tid siden medførte det seneste teaterforlig, at Næstveds egnsteater fik tilført ekstra midler. Og – som Niels Grønne – kunstnerisk leder af teatret siger – så skal den ekstra appelsin i turbanen ikke bare ligge der til pynt. Nej, den skal med deres spritnye gadeteaterforestilling ”Lus i Skindpelsen” ud at rulle og fornøje alle dem, der fornøjes vil her i Næstvedområdet, hvor de har deres base.

Et tilbud, der er værd at sige ja til
”Lus i Skindpelsen” skal turnere i det ganske land til sommer og spille på vores egen gadeteaterfestival STREET CUT i august og derudover blandt andet spille på en international gadeteaterfestival i Tyrkiet. Men de vil selvfølgelig også meget gerne spille i Næstved Kommune. Og derfor tager de på Tour De Næstved og giver mindre byer i Næstvedområdet et ”ones in a lifetime”-tilbud.

I uge 23 og 25 på hverdagsaftener kan entusiastiske arrangører få forestillingen ud i deres lokalområde. Det eneste, de skal gøre, er, at skaffe et publikum og sørge for, at der er et indendørs alternativ, hvis vejret driller. Derudover vil de gerne have en hjælpende hånd eller to ved opsætning og nedtagning samt et sted at klæde om. “Og så siger vi selvfølgelig heller ikke nej tak til kaffe, vand og god behandling”, slutter Niels Grønne med et glimt i øjet og tilføjer: “Vi bakker desuden op med markedsføring vedr. de lokale arrangementer.”

Se mere til forestillingen på www.danskrakkerpak.dk.

Interesserede arrangører kan kontakte Niels Grønne på tlf. 29427372 (e-mail: niels@danskrakkerpak.dk.

Dansk Rakkerpak. Lus i skindpelsen. Pressefoto.