I dette efterår er det ti år siden, at Herlufsholm som den første danske skole blev medlem af den verdensomspændende organisation Round Square, hvis formål er at udvikle globale kompetencer, karakter og selvtillid gennem internationale samarbejder og projekter.

En af arrangørerne fra gymnasiet byder velkommen

Hele grundskolen var onsdag samlet til et foredrag om ledelse ved Christian Lauritzen, chef for Group Learning and Development hos ISS Group. Christians udlægning af egne tanker og erfaringer om ledelse var samlingspunktet i konferencen ”Fostering Leadership”, som blev afholdt for at markere Herlufsholms ti års medlemskab af Round Square. Gymnasieelever fra skolens Round Square-komité havde selv taget lederskab og planlagt konferencen for grundskoleeleverne, som fik en grundig introduktion til lederskab som en af grundpillerne i det globale udsyn på Herlufsholm, som udspringer af engagementet i Round Square

Foruden foredraget bød konferencen også på et væld af sjove opgaver og aktiviteter, som gav eleverne en oplevelse af praktisk lederskab og samarbejde, som mange af dem vil få gode muligheder for at arbejde videre med, når de fortsætter i gymnasiet.

Samarbejdsøvelse.

Eleverne engagerede sig desuden i aktiviteter med fokus på frivillighed i samarbejde med de to lokale organisationer Svovlstikkerne og Autisme4700 og deltog i en affaldsindsamling i nærområdet, som udmundede i 18 kg nydeligt sorteret affald.

”Herlufsholm Skole har elevernes personlige udvikling i centrum. Vi vil gerne uddanne fremtidens verdensborgere, som er modige, engagerede og som tager ansvar. Det kræver et globalt udsyn og muligheder for at tage ud i verden og udfordre sig selv. Round Square handler om at få eleverne ud af klasseværelset og ud i den virkelige verden, hvor de udfordres til at tage ansvar og samarbejde med mennesker fra andre kulturer om et fælles mål. De lærer utroligt meget både om verden og om sig selv ved f.eks. at være med til at bygge skoler i Tanzania og Ecuador, som de kan tage med sig videre i livet. ”

– Ann Hansen, leder af internationale anliggender.

Herlufsholm Skole er stadig Skandinaviens eneste repræsentant i Round Square, som ellers tæller skoler fra over 50 lande over hele verden. Disse vidt forskellige skoler samarbejder for at skabe internationale programmer i verdensklasse ud fra det fælles udgangspunkt Round Square IDEALS (Internationalism, Democracy, Environmentalism, Adventure, Leadership, Service).

Christian Lauritzen fra ISS Group.

Eleverne gennemgår i løbet af deres skoletid et program med praktiske og teoretiske elementer fra disse seks idealer. Det kan eksempelvis være et frivilligt projektarbejde, deltagelse i konferencer, arbejde med FN’s verdensmål for bæredygtighed, studieture, udvekslingsprogrammer og meget andet.

I løbet af de første ti års medlemskab har Herlufsholm Skole gennemført mere end 150 udvekslinger, haft over 500 elever afsted til internationale konferencer og sendt 100 elever på serviceprojekter over hele verden. Planen er, at endnu flere elever i fremtiden skal benytte sig af mulighederne.

Man kan høre mere om det globale udsyn på Herlufsholm, når skolen holder åbent hus lørdag d. 5. oktober.

Round Square konvention på Herlufsholm – medieworkshop