Det grænseoverskridende samarbejde i Femern Bælt-regionen bliver nu intensiveret med projektet ”Dannelsesregion”. 1.s fra Næstved Gymnasium & HF var derfor i Lübeck i sidste uge, hvor de besøgte Baltic-Schule Lübeck. Og flere initiativer er undervejs.
Gymnasieelever fra Næstved og Lübeck fik lov til at være de første, der tog hul på det store INTERREG-projekt Dannelsesregionen. Det skete ved et besøg fra Næstved hos Baltic-Schule i Lübeck, hvor danske og tyske unge begyndte på den dialog, der skal føre til et struktureret, varigt samarbejde mellem skolerne. De unge får en ambassadørrolle og redskaber til selv at tage initiativ til fremtidige projekter.
I 2029 vil Næstved med Femern Bælt-forbindelsen være landfast med Lübeck. Det giver udvikling og vækst til området og bringer folk fysisk og mentalt tættere på hinanden. Det er afgørende, at unge mennesker kommer til at kunne klare sig kulturelt, sprogligt og fagligt på tværs af den dansk-tyske grænse.
De unge fra Næstved Gymnasium & HF får med projektet mulighed for at formidle livet som ung i Næstved og på Næstved Gymnasium & HF over for de tyske jævnaldrende, og senere skal de deltage i de traditionsrige Femern Belt Days, der afholdes i Lübeck 14-16.juni 2025. De tyske elever fik naturligvis lejlighed til også at præsentere sig over for de danske unge.
– I en verden præget af international uro og udfordrende levevilkår står unge over for særlige udfordringer. Ved at uddanne ungdomsambassadører i Bælt-regionen ønsker vi at give de unge en stemme. Hvad ønsker de at forandre, og hvordan kan vi skabe denne forandring sammen?” siger Hans-Joachim Friedemann, der er leder for Skole- og Sportsområdet i Hansestadt Lübeck.
Til efteråret skal eleverne give deres bud på en dannelsesrejse rundt i Femern-regionen og for uddannelseschef på Næstved Gymnasium & HF Ask Holm, åbner samarbejdet for gode perspektiver.
– Næstved Gymnasium & HF er internationalt orienteret, og vi ser store muligheder i samarbejdet med Lübeck for at give vores elever de bedste forudsætninger for at være borgere i den fremtidige Femern Bælt-region.
Om Dannelsesregionen
Fehmarn Belt Learning Region, også kaldet Dannelsesregion i Danmark og Bildungsregion i Tyskland, er et EU INTERREG-projekt og del af INTERREG Deutschland-Danmark-programmet. Dannelsesregionen styrker unge i Femern Bælt-regionen med fokus på uddannelse, kultur og samarbejde på tværs af grænsen.