For de fleste er julen en dejlig tid, som bliver tilbragt med hyggelige stunder sammen med ens nærmeste. Julen indebærer ofte god julemad, sjove aktiviteter og julegaver. Men for mange udsatte familier kan julen være en tid præget af bekymringer og stress over de mange ekstra udgifter, som julen kræver. Men takket være organisationer som Svovlstikkerne Næstved, er der hjælp at hente. 

Foreningen har netop modtaget en donation på 50.000 kr. af EDC Poul Erik Bech Fonden til at bidrage til dette års julehjælp til værdigt trængende.

Svovlstikkerne er en lille hjælpeorganisation af frivillige, som prøver at gøre julen lidt bedre for dem, der ikke har råd til at holde jul. Siden foreningen blev stiftet i 2010, er efterspørgslen på julehjælp steget markant. Foreningen gik fra at uddele 81 julepakker i 2010 til at uddele over 500 julepakker de sidste par år. I 2023 blev der uddelt hele 625 julepakker til udsatte familier.

Per Stecher, formand i Svovlstikkerne Næstved, udtaler sig om foreningens arbejde:

“Julehjælpen består af en pakke, der indeholder et komplet måltid mad til en hel familie til både juleaften samt til en julefrokost i dagene derefter. Derudover indeholder julepakken også et stykke legetøj til alle børnene i familien. Vi skaffer midlerne til julepakkerne blandt andet ved at afholde foredrag og aktiviteter som spinning, løb og bankospil. Derudover modtager vi donationer fra lokale virksomheder, der ønsker at bidrage til det god formål.”

“Alle i Svovlstikkerne arbejder ulønnet, og der er derfor ingen udgifter til lønninger eller pensioner. På den måde går stort set alle bidrag ubeskåret til at hjælpe andre. Det er særligt børnene vi har i fokus, når det kommer til julehjælp. Gennem julepakkerne er vi med til at skabe en bedre jul for dårligt stillede børn og medvirke til, at de kan fejre jul på lige fod med deres jævnaldrende. Vi er taknemmelige for donationen fra EDC Poul Erik Bech Fonden.

Tænder lys i hjerte og sind
Thomas Pedersen og Ken Fisher, partnere i EDC Poul Erik Bech Næstved, stod for selve overrækkelsen af donationen til Svovlstikkerne Næstved.

Thomas Pedersen udtaler: “Svovlstikkerne Næstved er en forening, der med sit motto “Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen” skaber solidaritet i samfundet. Julehjælpen viser, at lokalsamfundet og organisationer står sammen om at støtte de mest sårbare, hvilket skaber en følelse af fællesskab. Derudover har julehjælpen en betydning for de udsatte familiers trivsel og velvære, da julehjælpen er med til at skabe en mindeværdig højtid for børnene og forældrene skal ikke bekymre sig om økonomien.”

Ken Fischer deler samme begejstring for foreningens frivillige arbejde: “EDC Poul Erik Bech Fonden støtter foreninger, der gør en forskel for andre. Svovlstikkerne Næstved er et godt eksempel herpå, da de gennem julehjælpen skaber glæde og håb i en tid, hvor mange familier ellers ville stå over for ekstra belastninger. Vi påskønner foreningens store, frivillige arbejde og er glade for at kunne støtte op om dem endnu en gang.”

Senest har følgende foreninger modtaget støtte af EDC Poul Erik Bech Fonden: Dansk Folkehjælp, Bolbro Brugerhus Odense, Mødrehjælpen Holbæk, Kirkernes Familiehjælp Randers, Specialskolen Bramsnæsvig, Svovlstikkerne og Bykirken Odense.

Pressefoto