Onsdag den 13. september kl. 16.00-16.45 inviterer Næstved Bibliotek til den første af tre gange ”Strik og lyt”. Her vil en kulturformidler læse højt, mens du i fred og ro sysler med dit strikketøj eller andet håndarbejde. Det er på Næstved Bibliotek, Lille scene.

På flere af bibliotekerne i Næstved Kommune afholdes der ugentlige håndarbejdscaféer. Ligeledes er der også løbende novelle- og digtoplæsninger på Næstved Bibliotek. Det har vi nu tænkt os at kombinere i efterårets nye koncept, som vi kalder ”Strik og lyt”.

Tag strikketøjet med og få læst højt fra en god bog
Til ”Strik og lyt” kan deltagerne i fred og ro sysle med deres strikketøj eller andet håndarbejde, mens en kulturformidler læser højt fra f.eks. noveller, uddrag af romaner eller digte. Og genren vil variere fra gang til gang. – Der er ingen forberedelse. Du skal bare møde op. Hvad, der bliver læst og hvem, der læser op, afsløres først på selve dagen, fortæller de tre kulturformidlere, Lea Anna Petersen, Ida Ottesen og Vibeke Sølling, som står bag de litterære og kreative arrangementer.

Alle er velkomne – også selvom du bare vil sidde og lytte.

Det er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig. Vi byder på en kop kaffe/te.

Datoer for ”Strik og lyt”: onsdag den 13. september kl. 16.00-16.45, fredag den 20. oktober kl. 14.00-14.45 og onsdag den 15. november kl. 11.00-11.45 på Næstved Bibliotek ved Lille scene.

På Næstved Bibliotek er der i øjeblikket forskellige rækker af mikroaktiviteter for voksne. Arrangementet med ”Strik og lyt” er en del af disse.

Det foregår i åbningstiden. Og alle er velkomne.

Næstved Bibliotek inviterer til tre gange ”Strik og lyt” i efteråret. Pressefoto