Forsvarsminister Peter Christensen blev torsdag aften valgt som Venstres nye folketingskandidat i Næstvedkredsen. Han overtager pladsen efter Karsten Nonbo, der ved sidste folketingsvalg ikke opnåede nok stemmer og efter 17 år måtte forlade Folketinget.
Det skriver Sjællandske den 15. april 2016.
Nok stemmer fik Peter Christensen til gengæld torsdag aften på Venstres opstillingsmøde i Herlufmagle Hallen.
Med 67 stemmer markerede forsvarsministeren således sin politiske råstyrke over for lokale Diego Gugliotta, som måtte tage til takke med 10 af forsamlingens stemmer. Ingen andre havde meldt sig som kandidat, og så kunne Venstre-profilen som ventet indtage positionen som partiets nye folketingskandidat i Næstvedkredsen.
– Jeg er glad for den store opbakning, og jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet. Jeg fornemmer en enorm kampgejst for at få Næstved på landkortet, sagde Peter Christensen til Sjællandske efter aftenens opstillingsmøde.
Inden afstemningen havde først Diego Gugliotta og siden Peter Christensen holdt hver en personlig salgstale, som blev fulgt op af spørgsmål fra de fremmødte Venstremedlemmer. Flere ville vide, hvad ministeren har tænkt sig at fokusere på i Næstved. Især transport og infrastruktur var på dagsordenen.
Aftenens måske skarpeste spørgsmål kom fra byrådsmedlem Otto Poulsen.
Vognmanden ville vide, hvad Peter Christensen som sønderjyde har tænkt sig at kæmpe for, hvis landets folkevalgte politikere på et tidspunkt skal vælge mellem en motorvej i Sønderjylland (Hærvejen) og en motorvej fra Rønnede mod Kalundborg.