I et tæt felt med flere spændende byggerier kan foreningen Træ i Byggeriet nu løfte sløret for de tre finalister, der skal dyste om prisen Årets Lavemissions Træbyggeri 2024. Fælles for de tre projekter er, at de alle udmærker sig ved at have et højt ambitionsniveau, et lavt klimaaftryk og et spændende design.  

Siden 2022 har foreningen Træ i Byggeriet hyldet de byggerier, der er til stor inspiration for resten af byggebranchen, med prisen Årets Lavemissions Træbyggeri. Prisen tildeles de byggerier, der har anvendt træ som byggemateriale, og som har et højt ambitionsniveau, et lavt klimaaftryk og et spændende design. I den forbindelse kan foreningen nu offentliggøre de tre finalistprojekter, der skal dyste om prisen Årets Lavemissions Træbyggeri 2024.

Klimadagsordenen fylder mere end nogensinde, og som en af de brancher med størst CO2-aftryk har byggeriet et særligt ansvar for at finde løsninger, der reducerer belastningen på miljøet. Med Årets Lavemissions Træbyggeri ønsker vi at sætte fokus på de projekter, der viser vejen ved både at minimere klimaaftrykket og samtidig bidrage positivt til nytænkning i design af bygninger. Årets tre finalister er stærke eksempler på, hvordan man kan kombinere ansvarligt materialevalg, ambitiøse designløsninger og bæredygtig udvikling, siger Lauritz Rasmussen, sekretariatsleder i Træ i Byggeriet.

De tre finalister er WoodHub i Odense, daginstitution på Mosevej i Kolding samt Stark i Næstved. 

Erhvervsbyggeriet Stark i Næstved, som er en trælast bestående af to bygninger i hver to etager, der indeholder butik, drive in-lager, varmelager, personalerum og en logistikhal.  Bygningerne er otte meter høje, med store markante udhæng, der beskytter facaden, og de bærende konstruktioner er udført i limtræ i en søjlebjælkekonstruktion, og hvor der både i tag og facade er anvendt trækassetter.

– I Næstved har man formået at skabe et erhvervsbyggeri, der forener funktionalitet og æstetik med tydelige klimahensyn. Byggeriet rummer flere innovative løsninger – blandt andet facadebeklædningen, som er udført i kasseret træ.  Det giver materialerne nyt liv og reducerer spild, fortæller Lauritz Rasmussen og fortsætter:

– Projektet er således et stærkt eksempel på, hvordan erhvervsbyggerier kan tænkes mere klimavenligt. Det viser, at der er et stort potentiale i at gentænke både materialevalg og byggemetoder med fokus på ressourceudnyttelse og lavt klimaaftryk og er dermed et forbillede for fremtidens erhvervsbyggerier.

Vinderen af Årets Lavemissions Træbyggeri 2024 vil blive præsenteret på konferencen Build in Wood, som finder sted den 20. og 21. maj 2025.

Kort om STARK i Næstved
Erhvervsbyggeri: trælast

Samlet klimapåvirkning: 7,7 kg CO2-ækv./m2/år (foreløbig)

Areal: 10.529 m2

Bygherre: STARK Danmark

Entreprenør: Amatech A/S

Arkitekt: Sweco Architects

Ingeniør: Sweco Danmark A/S

Pressefoto