Sange fra et ægteskab

Carl & Marie er en sprudlende, sjov og forførende musikalsk forestilling med Signe Asmussen, Joachim Knop og Ensemble Storstrøm, sammensat og instrueret af Lotte Andersen. Forestillingen er bygget over Carl og Marie Carl Nielsens breve, dagbøger og taler, hvor der bydes på hede kærlighedserklæringer, rasende beskyldninger og bitre anklager. Mandag den 3. april opføres den smukke forestilling på Sydsjællands største kulturcenter.

Lotte Andersen har tilstræbt, at fortælle ægteparrets historie med respekt for det intime rum, som brevvekslingen indeholder. De ydes retfærdighed med historisk præcision i tid og forløb, med små undtagelser undervejs. Historien er tindrende klar og rummer det hele: Passion, svigt, begær, tårer, løgn, savn og skandaler.

Ægteparret Nielsens samliv levendegøres gennem hans musik og deres fælles brevveksling. Forestillingen giver et indblik i alle de følelser, ægteparret har haft for hinanden, og hvilken betydning deres kunst har haft for dem hver for sig og sammen. Begge var stærke kunstnere og personligheder, og de måtte kæmpe for deres kunst i deres samtid. Ægteparret har hver for sig haft deres egen kunstneriske identitet og var tæt knyttet til hinanden med alt hvad det indebærer af konflikter og glæde.

Lotte Andersens gør op med, hvad man normalt ser og hører i klassisk musik. Alle på scenen indgår både på kendte og på nye måder. Musikerne spiller, taler og agerer, Signe Asmussen og Joachim Knop er både skuespillere og sangere, og selv publikum har en lille men vigtig rolle at spille i begyndelsen af forestillingen.

Forestillingen spiller i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter mandag den 3. april kl. 20.00. Billetterne købes via www.gkkultur.dk, fra billetkontoret eller ved at reservere på tlf. 5588 3950.

Lotte Andersen skriver:
”Carl Nielsen er vores nationalkomponist – uden modkandidater.
De fleste kender til Carl Nielsens folkelige sange, så almene at de er blevet en del af den nationale jeg følelse, og mange kender historien om hans ophav, som den fattige fynske landarbejdersøn.

De færreste har dog kendskab til historien om Carl Nielsens ægteskab med billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen. Deres breve er i de seneste årtier blevet udgivet og der har vi adgang til en udveksling mellem ægtefællerne, som både tegner en hverdag, men også de mest intime øjeblikke mellem dem. Begge kunstnere viser sig for os i fuld, autentisk figur i et sprog som er en scene værdig.

Anne Marie Carl Nielsen var et tidligt eksempel på en selvrådig, ærgerrig kvindelig kunstner, som var gift med en mand, for hvem kærlighed og seksualitet ikke altid var to alen ud af ét stykke. Brevene vidner om, at de begge led frygteligt under hans utroskab og den svære balance mellem kreativt arbejde og kærlighed.

Denne spektakulære kærlighedshistorie er omdrejningspunktet i vores Carl Nielsen Teaterkoncert. Scenen for ægteskabets op og nedture, Carl og Maries samliv, er en stor dobbeltseng, omkranset af musikere. Deres breve bliver længselsfyldte og rasende monologer, der blander sig poetisk og abstrakt med Carl Nielsens velkendte som sjældne sange og viser, med temaer som håb, lidenskab, dyder, fejl, drøm og splittelse og lys og mørke.
Denne sceniske hybrid er en kærlighedsfortælling; en fortælling om modsætninger og om at rumme dem. Vi vil iscenesætte en almenmenneskelig og moderne problemstilling; Spændingen mellem karriere og familiære hensyn, mellem børn og pligter, og stille det grundlæggende spørgsmål:” Hvilke betingelser har kærligheden, når arbejdet er en ligeså passioneret del af livet?”.