Taget lettede på Grønnegades Kaserne
Klapsalverne afløste hinanden i den store teatersal, da det populære band Klaus & Servants sammen med en stribe folkekære kunstnere passerede Næstved og underholdt på Dansk Slager Parades 20 års jubilæumsturné. Tæt ved trehundrede publikumsgæster sang og klappede med, da Torben Lendager, Anette Klingenberg, Lars Stryg, Flemming Werge, Lis & Per sammen med Klaus & Servants spillede hits
De klassiske hits fra flere årtier er stadig populære rundt omkring i landet. I går var absolut ingen undtagelse, da Klaus & Servants sammen med en række folkekære kunstnere spillede hits fra flere årtier for et feststemt publikum på Grønnegades Kaserne i Næstved.
Det er i år 20 års jubilæum for Dansk Slager Parade, der siden 1997 har samlet nogle af Danmarks mest populære musikere og sangere for at turnére rundt i en række byer i Danmark. Starten gik på Hejse Kro ved Fredericia lørdag aften, og søndag var det så Næstved, der var næste stop på turnéen.
Overflødighedshorn af kunstnere og hits
Torben Lendager fra The Walkers forstår altid at sætte en god stemning med ”Vi holder fest hele natten”, og Lars Stryg, der i sin tid spillede sammen med sit band Royal Strings, fremførte ”Aldrig mer må jeg se dig”, der var det hit, der med 55 uger i træk lå længst tid på dansktoppen nogensinde “. Lis & Per fik salens udelte opmærksomhed med deres stille hit “Jeg er Sigøjner” og Annette Klingenberg sang naturligvis om sin “Mini Max”. Flemming Werge, der i sin tid spillede sammen med sit band Blue Notes gav Næstved et genhør med sin glade landeplage “Uglevisen”, mens Klaus & Servants spillede egne hits som ”Hvis du har tid på næste søndag” og ”En kæmpe tandem”, og samtidig lagde lyd til de øvrige solisters populære melodier under Dansk Slager Parade, som tæt ved 300 publikummer oplevede søndag eftermiddag på Grønnegades Kaserne.
Blandt de mere festlige indslag var da, Lars Stryg og Klaus Strand-Holm sammen gav The Shadows-nummeret Apache og da alle solisterne rockede sig gennem ”Fed Rock” iklædt guldkæder, læderjakker og cool solbriller. Publikum kvitterede omgående med højlydt latter og klapsalver, der fik taget til at lette.
Populær musikquiz en del af jubilæumsprogrammet
Manden bag showet er Stig Ulrichsen fra CB & Ole B. Booking A/S, der i anledning af jubilæet har udvidet oplevelsen for publikum:
– Vi har i år inviteret Karin Strand-Holm, som er vært i ”Syng Med & Tip et Hit”-udsendelserne på DK4, med til at udfordre publikum med sjove spørgsmål til udvalgte sange. Blandt de der har flest rigtige svar, trækkes der lod om et gavekort til en Musikrejse for 2 til Stettin i Polen med DT Rejser. Der skal jo være lidt at komme efter udover den gode musik og den fantastiske stemning, når vi fejrer 20 års jubilæum, fastslår Stig Ulrichsen.
God stemning
Veninderne Lissa og Elly, der ofte kommer i Grønnegades Kaserne, når der er koncerter og arrangementer, udtrykte deres begejstring over showet.
– Det var helt fantastisk i år. Og så er det godt, at de mindes de, der ikke er her mere, men som har givet så meget god musik – blandt andre Tommy Seebach, hvor nummeret ”Under stjernerne på himlen” jo er så rørende. Men sikke et humør og en stemning, de kan skabe. Vi skal i hvert fald med næste år. Og dem der købt billetter til Ringsted og Gørlev kan i hvert fald godt glæde sig, lød venindernes anmeldelse samstemmende.
Udover Næstved kommer Dansk Slager Parade i disse uger gennem Fredericia, Aarhus, Brørup, Struer, Gørlev, Maribo, Ringsted, Greve, Randers, Ferritslev på Fyn, Ans, Aalborg og Sinding-Ørre. Turnéen slutter i Viborg den 26. februar. Så hvis man bor på Sjælland og ikke nåede showet i Næstved søndag, kan man nå det i Gørlev den 8. februar, Ringsted Kongrescenter den 11. februar og Portalen i Greve den 12. februar.