Få grønne fingre til Havemarked på Rønnebæksholm
Lørdag den 27. maj kl. 10-14 er der traditionen tro, stort havemarked i parken på Rønnebæksholm. Igen i år er det Haveselskabet der står bag arrangementet, med spændende planter og gode råd til haven.
Man behøver ikke have grønne fingre for at nyde havemarkedet på Rønnebæksholm, for de mange hobbygartnere og professionelle der sætter deres stand op i parken, deler gerne ud af gode råd om blomster og bede.
Formanden for Haveselskabet, Ruth Tange, er initiativtager til det hyggelige marked, hvor der er op mod 50 stande. Her sælges alt fra stauder og sommerblomster til vinplanter og smedejern. “Og så kommer alle havenørderne med de særlige planter,” fortæller Ruth Tange begejstret: “Det bedste er, at stemningen er så god. Alle deler den her planteglæde og mødes om den”.
Alle er velkomne til at sælge deres planter. En salgsplads på Havemarkedet, som kan være et lille stade eller en trailer koster to planter, og der er kun ganske enkle regler for at sælge herfra: Planterne skal stå i ren jord, være sunde og være forsynet med et navneskilt. Planterne vil blive udloddet blandt publikum i det særlige plantelotteri, hvor indgangsbilletten fungerer som lodseddel.
I Haveselskabets stand kan man se om man har vundet i plantelotteriet, og samtidig deltage i en quiz og vinde en lille præmie, og så er der garanti for en hyggelig havesnak.
Rønnebæksholms 6000 m2 store Herregårdshave er bestemt også et besøg værd for de haveglade. Her kan man få en snak med herregårdsgartneren, der er i fuld gang med arbejdet. I haven dyrkes både historiske og sjældne grøntsager, krydderurter og blomster, der er smukt anlagt i geometriske bede.
Entrébilletten til havemarkedet giver også adgang til udstillingen i Rønnebæksholms hovedbygning. Her kan gæsterne opleve spændende værker af de to kunstnere Gordon Fazakerley og Martin Aagaard Hansen i udstillingen WIDNES. I begge kunstneres værker finder man hurtige streger og motiver, der befinder sig i lag af kraftige farver eller sarte blyantsstreger.
Hvis man trænger til en lille pause undervejs, sælges der kaffe, kage, pølser og kolde drikkevarer i det hyggelige caféområde i parken.
Entrebilletter til Havemarkedet købes ved indgangen og koster 30 kr. for voksne, mens børn og unge under 18 år kommer gratis ind.