Dorthe Gerlach har forladt de trygge rammer i bandet Hush, og kastet sig ud i en solo-karriere på modersmålet. Resultatet er blevet en meget personlig plade med navnet Natlys. Den 28. november afslutter kunstneren sin turné i Ny Ridehus, parat til at tage Næstved med storm.
Arbejdet med pladen Natlys begyndte tilbage i 2012, og Dorthe Gerlach indrømmer gerne, at det var en udfordring at lave pladen, mens alting var i opløsning og parforholdet for første gang vaklede. Hun har skabt pladen i samarbejde med sin mand og partner i Hush, multiinstrumentalisten og produceren Michael Hartmann, men det har dog været et anderledes forløb for dem begge end tidligere, for alt omkring produktionen har han stået for, mens tekster og musik er hendes. Dorthe siger derfor lidt paradoksalt om pladen, at den er “mere ham end nogen sinde før, og den er mere mig end nogen sinde før”.
Kæmpede for sit ægteskab
Dorthe Gerlach betegner stilen på Natlys-albummet som ”melanko-pop”, men det vil være fristende for mange at kalde Natlys for et skilsmissealbum. Musikhistorien er rig på eksempler og nogle af de bedste udspil fra Bob Dylan (Blood On The Tracks), Marvin Gaye (Here, My Dear) og Fleetwood Mac (Rumours) er såkaldte skilsmissealbums; skrevet og indspillet oven på store private opgør og med følelserne uden på tøjet. Det er lidt af en kunst at balancere den udfordring i mål uden at blive for privat, men det lykkedes for de nævnte, og det lykkes for Dorthe Gerlach, som i modsætning til sine udenlandske kolleger stoppede op i elvte time og besluttede at kæmpe for sit ægteskab.
Så hvis Natlys er et skilsmissealbum, er det et af de sjældne, der ikke endte i skilsmisse. Og til stor glæde for alle, er det nu muligt at opleve frugterne af denne dygtige sangerindes hårde arbejde, live! Som en særlig gave til publikum i Næstved er der et support-act, før Dorthe går på scenen. Fra kl. 20.00 spiller en endnu hemmeligholdt musikalske perle, efterfulgt af Dorthe kl. 21.00.
Billetter kan købes via www.sj-billetten.dk, på billetkontoret på Grønnegades Kaserne, Kulturcenter eller reserveres på telefon 5588 3950.