Næstved Kunstforening åbner op for en finurlig og humoristisk udstilling denne sommer. Udstillingen byder på skæve mænd på lærred og udtryksfulde figurer i ler, hvor billederne er af billedkunstneren Sonny Schneider, og hans far, Ole Andersen står for keramikken i udstillingen.

Lokale kræfter
“Far & Søn” udstillingen opstod som resultat af en pludselig idé. Dog var lokationen for udstillingen ikke helt tilfældig, mener Ole Andersen.

”Ideen opstod meget pludseligt, at jeg gerne ville udstille med min far. Noget, vi aldrig har gjort før, på trods af vores fælles platform igennem hele livet: kunsten”, siger Sonny Schneider. ”Vi har begge arbejdet intenst på nye værker til Næstved, og da vi begge er født og opvokset i byen, er det det mest naturlige, at vi mødes om en fællesudstilling her, i Næstved”, siger Ole Andersen.

Ole Andersen er ikke uvant med keramikkens kunst. Han står bag langt over 100 unikke keramiske figurer, kræmmerhuse og julefigurer til FDB. Han har vært udstillingsaktiv siden 1980’erne, hvor han udstillede det dengang kontroversielle værk i Næstved Kunstforening. Værket bestod af et syltet rådhus i et glas glas overhældt med eddikelage.

Gensynet med Ole Andersen vil dog byde på helt nye og anderledes figurer, når han denne sommer udstiller sammen med sin søn på Næstved Kunstforening.

Sønnen Sonny Schneider er især kendt som en af stifterne af kunstgruppen “SALT”, der havde mange udstillinger i det sydsjællandske op igennem 00’erne. Hans kunst tager udgangspunkt i en mand, hvem han selv omtaler som, ”bred, behåret og ofte lettere enfoldig, men altid med et smil på læberne og glimt i øjet.” Denne interessante mand vil være at opleve på alle billeder i “Far & Søn” udstillingen.

Sonny Schneider sagde i 2014 sit fuldtidsjob op, for at kunne fokusere helt og holdent på kunsten, hvilken han lever af i dag.

Ambitionsniveauet er altså højt for både far og søn på denne innoverende og humoristiske fællesudstilling.
Eksempler på de udstillede værker kan ses på www.naestvedkunstforening.dk.

Åbningstider
Torsdag – fredag: 11.00 – 14.00
Lørdag – søndag: 10.00 – 16.00
Udstillingen slutter søndag den 26. juli.

Entré: 20 kr for ikke-medlemmer.