Rønnebæksholm viser udstillingen Skildpadde-arkivet med Pernille Kløvedal Helweg frem til den 7. juni 2015.
Pernille Kløvedal Helweg arbejder med forskellige grafiske teknikker, men fælles for værkerne på udstillingen er skildpadden som tema. Skildpaddens lange levetid giver den nærmest en mytisk karakter, som sætter menneskelivets tempo og varighed i perspektiv.
Et af udstillingens otte rum danner rammer om 496 linoleumstryk med skildpaddeportrætter, der bærer et filosofisk citat på bagsiden efter oldgammel asiatisk tradition. De øvrige rum omfatter videoværker, spil, skulpturer og tryk af forskellig art.
Udstillingen henvender sig både til voksne og børn, der eksempelvis kan spille huskespil med skildpaddemotiver.