I næsten tredive år har Skatteøen haft kæmpe succes på Folketeatret, og i år bliver det muligt at se eller gense dette mesterværk af et skuespil i nye rammer i Næstved Teater.
Historien er som altid den samme, om den kvindelige kroejers søn Jim, der finder et gemt skattekort. Med fundet af dette skattekort er rammerne lagt for et spændende og yderst farligt kapløb om den skjulte skat.
Sangene i stykket er de populære hits skrevet af kunstneren Sebastian, som har været med til at give dette eventyr sin succes som familiemusical. Her er tale om sange som: Ostesangen, Femten mand på en død mands kiste, Den flyvende hollænder og mange, mange flere.
Endnu engang vil Lars Bom indtage rollen som den onde pirat, etbenede John Silver, mens scenografien er udarbejdet af Terry Parson, når Skatteøen gæster Ny Ridehus lørdag den 14. marts 2015.
Stykket tager 2 timer og 25 minutter, og billetter kan købes på billetten.dk til priser fra 125 kr. til 255 kr. stykket.