Går der borgere rundt med forslag, som de gerne vil have behandlet i Byrådet, så er det nu blevet lettere. På Næstved Kommunes hjemmeside kan man via en digital platform fremsætte sit borgerforslag og indsamle de nødvendige 600 underskrifter digitalt.
Skibakke? Ny legeplads på et kommunalt areal? Længere åbningstider i Borgerservice? Mere ukrudt i grøftekanterne?
Har man et forslag til noget nyt, eller til noget, som skal gøres anderledes i kommunen, kan man nu benytte den digitale platform CitizenLab til at fremsætte sit forslag og indsamle de 600 underskrifter, der er nødvendige for at få forslaget behandlet på et byrådsmøde. Platformen kan man tilgå via Næstved Kommunes hjemmeside.
– Vi vil rigtig gerne have forslag fra borgerne. Derfor har vi nu gjort det lettere at indsamle de 600 underskrifter, som viser os politikere, at der er stor opbakning til et forslag. Underskrifterne kan man nu indsamle online, og jeg håber, at mange vil benytte sig af muligheden, så vi kan få nogle gode og forskellige forslag, fortæller borgmester Carsten Rasmussen.
Hvis man ikke er til de digitale muligheder, kan man fortsat aflevere sit forslag og de fysisk indsamlede underskrifter på borgmesterkontoret.
Borgerforslagene skal opfylde følgende kriterier
Forslagsstiller skal være borger i Næstved Kommune (eller nærmeste pårørende med fuldmagt).
Forslaget skal overholde dansk lovgivning.
Byrådet skal have myndighed for at behandle forslaget. Det kan derfor ikke være noget som kun Folketinget har bemyndigelse til at lovgive om.
Forslaget skal have relevans for den service og den type af opgaver som Næstved Kommune løser.
Hvis Byrådet allerede har behandlet et identisk forslag inden for byrådsperioden, vil det ikke blive behandlet igen.
Forslaget må ikke indeholde fortrolige eller personfølsomme oplysninger og må ikke være diskriminerende, krænkende eller forvolde skade på andre.
Forslaget må ikke være en del af en allerede eksisterende beslutning, plan eller lignende.
Den praktiske del
Gå ind på siden: www.naestved.citizenlab.co
Man skal have registreret sig som bruger på platformen og verificeret sig som borger med NEM-ID eller MIT-ID for at kunne benytte sig af muligheden. Det samme gælder, hvis man vil give sin støtte-underskrift til en andens borgerforslag.
Er man registreret bruger og har man bekræftet, hvem man er, kan man både stille forslag, kommentere andres eller skrive under på et af dem.
Så snart man har oprettet sit borgerforslag på siden, vil det være synligt for andre. Det betyder, at andre kan læse det, kommentere og støtte forslaget med deres digitale underskrift. Forslaget vil være ’åbent’ for støtte-underskrifter i 90 dage, og man kan hele tiden se, hvor mange underskrifter det har fået.
Fra den digitale portal kan man dele sit forslag på fx Facebook og Twitter.
Opfylder forslaget ikke kriterierne, vil forslaget fortsat kunne ses, men andre borgere vil ikke længere kunne stemme på det.
Borgerforslagets vej til Byrådet
Når underskrifts-perioden udløber, og forslaget har fået mindst 600 digitale underskrifter, bliver det gjort klar til at komme på Byrådets dagsorden inden for tre måneder. En medarbejder fra kommunen kontakter forslagsstilleren og orienterer om forløb, tidsfrister og stiller opklarende spørgsmål, hvis det er nødvendigt.
Opnår et forslag ikke 600 digitale underskrifter, sker der ikke yderligere. Forslaget bliver på platformen og får statussen ”Udløbet”. Forslaget og antal underskrifter vil fortsat kunne ses af andre.
Flere muligheder for at engagere og involvere sig
Den digitale platform CitizenLab er Næstved Kommunes digitale platform til borgerdialog og borgerinddragelse. På platformen kan borgere, ud over at fremsætte borgerforslag, også orientere og involvere sig i forskellige projekter, som kommunen har i støbeskeen. Flere projekter og aktiviteter, hvor borgere kan sætte sit aftryk og sit præg, vil komme til. Nogle af de kommende projekter vil for eksempel blive en ny kommuneplansstrategi, udviklingen af havneområdet ved indre by og nye forsøg med borgerbudgetter.