Pop-up butikker til arbejdende kunstnere, et spændende cafémiljø, grønne stier mellem trafikgaderne, sportsevents i Rådmandshaven, musik, teater og gøgl på Bredstrædeparkeringen. Ideerne til udviklingen af Næstved Bymidte er mange og rigtig spændende. På to workshops præsenterer Center for Plan og Erhverv i Næstved Kommune for første gang retningen for udviklingen af bymidten, som er skabt på baggrund af borgernes og brugernes idéer.
– Det er vores mål, at vi skal udvikle bymidten i fællesskab og gøre den attraktiv for både erhvervslivet og private. Vi skal både snakke om grønne forbindelser, gårdmiljøer og boliger i bymidten, siger Stadsarkitekt Marit Christiansen. Hun lægger især vægt på at få byens unge inddraget som medskabere, fordi de unge er fremtidens brugere af bymidten.
På de to workshops bliver idéerne som borgere og erhvervsdrivende har sat i spil præsenteret af konsulentteamet This Design Tool og NUEVA. Konsulenterne har samlet forslagene i fire hovedemner.
/ Varieret by og tæt byliv
/ Unge er synlige i Næstved
/ Flow og forbindelser – byen åbner sig og bindes sammen
/ Vi er Næstved
Deltagerne på de to workshops skal i fællesskab stille skarpt på nogle helt konkrete forslag til udvikling af bymidten og fortælle Center for Plan og Erhverv, hvad der skal arbejdes videre med hen over sommeren, for at gøre bymidten til et bedre sted – både for de handlende og for private brugere.
Onsdag den 20. maj kl. 16.00 – 19.00 mødes repræsentanter byens erhvervsliv.
Torsdag den 21. maj kl. 17.00 – 20.00 mødes repræsentanter for foreninger, brugere fra oplandet, byens unge og private borgere.
Begge møder holdes i Salen, Jernbanegade 12, Næstved. Der er adgang via baggården.