Vejdirektoratet lægger ny asfalt på rundkørslen mellem Slagelsevej, Vestre Ringvej og Ring Nord ved Næstved. Arbejdet bliver udført i aften- og nattetimerne, hvor det er til mindst gene for trafikanterne.

Fra torsdag den 22. maj og frem til fredag den 30. maj udskifter Vejdirektoratet asfalten i rundkørslen mellem Slagelsevej, Vestre Ringvej og Ring Nord ved Næstved.

Arbejdet er nødvendigt, fordi den nuværende asfalt er nedslidt og trænger til at blive udskiftet.

Sådan foregår arbejdet
Første opgave bliver at fjerne den gamle asfalt, så der er plads til at foretage reparationer af den underliggende belægning.

Når det er gjort, skal der udlægges nyt lag asfalt. Som afslutning skal kørebanen have nye vejstriber samt grusregulering langs rabatterne.

Information til trafikanterne
For at påvirke trafikken mindst muligt vil arbejdet foregå som aften- og natarbejde på hverdage mellem klokken 18.00 og 6.00.

Vejarbejdet betyder, at der spærres for trafik i rundkørslen, og der vil i stedet være skiltet med omkørsel. Beredskab kan med forsigtighed og efter entreprenørens anvisninger køre på strækningen.

Mens der køres på affræset overflade, og afstribning mangler, vil hastigheden være nedsat til 50 km/t, og trafikanterne må forvente forlænget rejsetid i forbindelse med omkørsel og nedsat hastighed.

Fordi vejarbejde er vejrafhængigt, er der altid en risiko for, at det kan blive udskudt på grund af vejrforhold.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte påføre naboer og trafikanter.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Læs mere på Trafikinfo.dk

 

Der vil være anvist omkørselsrute, mens arbejdet står på. Foto: Vejdirektoratet