Startnumrene er revet væk til Royal Run i Næstved anden pinsedag, den 6. juni. Ruterne er nu klar og byder på tre distancer, der alle kommer ind omkring bymidten.
Forpustede løbere, begejstrede tilskuere, Kronprinsessen i løbesko, graffitimalere, hiphoppere og masser af lokale talenter vil indtage Næstved, når Royal Run kommer til byen anden pinsedag, mandag den 6. juni.
På dagen kommer der til at være tre ruter. 3.000 mennesker har startnummer til One Mile (1,609 km), 5.000 har til 5 kilometerruten, og 4.000 skal løbe eller gå 10 kilometer.
De tre ruter
Fælles for alle tre ruter er, at de har start i Havnegade og mål på Sct. Peders Kirkeplads.
Én af de cirka 5.000, der skal løbe 5 kilometerruten, er H.K.H. Kronprinsesse Mary. Hun og resten af deltagerne på 5 kilometer-ruten kommer til at se Næstved fra havnesiden og løbe langs kanalen og ind igennem den historiske bymidte med street art på gavlene.
One Mile koncentrerer sig om bymidten, mens de tilmeldte til 10 kilometer-ruten kommer omkring havnen, kanalen, bymidten og Herlufsholm.
– Løberne får sig én på opleveren på deres tur gennem Næstved. Vi glæder os til at vise byen frem fra sin bedste side. Vi har street art i verdensklasse, og på dagen har vi selvfølgelig også et program med kant og Næstved Kunstby som omdrejningspunkt. Så der er også noget at komme efter, hvis man bare gerne vil mærke stemningen den dag og heppe på løberne, siger borgmester i Næstved Carsten Rasmussen, som også selv deltager i løbet.
Stor frivillig indsats
HGATM (Herlufsholm Atletik, Triatlon og Motion) har planlagt ruterne i samarbejde med løbsarrangøren Royal Run.
Formand for HGATM Monica Mikkelsen har sammen med de andre frivillige i løbeklubben haft travlt med at finde ud af, hvordan ruterne skulle se ud, så der både er plads til de mange tusind deltagere, publikummer og underholdning på strækningerne.
– I dag er en stor dag, for endelig kan vi afsløre, hvordan de ruter, som vi har arbejdet på i månedsvis, ser ud. Nu glæder vi os til at tage imod de mange gæster fra nær og fjern.
Projektmedarbejder hos Royal Run Morten Algot Nielsen, der er ansvarlig for planlægningen af ruter i samtlige seks Royal Run-byer:
– Vi har lagt os i selen for at lave nogle fantastiske ruter til deltagerne på alle vores distancer. Vi har især lagt fokus på, at værtsbyen skal have mulighed for at vise alt det bedste, byen har at tilbyde, frem. Så der er garanti for, at deltagerne til Royal Run får masser at se på og opleve, mens man går eller løber ruten.
Musik, dans og graffiti
Uanset om man har et startnummer, eller man kommer til byen for at heppe, kan alle se frem til en masse underholdning i løbet af dagen. Rammen om det hele er Næstved Kunstby. Der vil blandt andet være hiphop med Ali Haydar, trommerytmer med Ihan Haydar, graffitimalere i aktion og rap med Poeten Emcee Emil, som har skrevet et par vers om Næstved, Kronprinsessen og Royal Run, mens DJ Typhoon sørger for den helt rette Næstved-stemning.
Listen over underholdning er lang. Se flere navne på www.maerknaestved.dk/royal-run. Det endelige program offentliggøres senere.
Bymidten spærres af
En stor del af centrum vil blive spærret af for al trafik fra klokken 7 til 20. Hvis der alligevel holder biler langs eller på løberuterne, vil de blive fjernet af politiet.
Beboere i det afspærrede område vil få at vide, hvordan de skal forholde sig i et brev, kommunen sender via e-Boks. Den 19. maj vil der være borgermøde om trafikomlægning på dagen.
Mere information om trafikomlægningen på: www.maerknaestved.dk/royal-run
Fakta:
Royal Run i Næstved:
Det er første gang, der skal afholdes Royal Run i Næstved.
Næstved er den eneste af de seks værtsbyer, der har meldt udsolgt på nuværende tidspunkt.
Først blev der sat 10.000 billetter til salg i Næstved. De blev hurtigt udsolgt – derfor blev yderligere 2.000 billetter sat til salg. Også de blev hurtigt udsolgt.
Starttidspunkter for de tre distancer:
One Mile: 13.15 – 13.55
10 km: 14.45 – 15.00
5 km: 16.30 – 16.50
Om Royal Run
Royal Run afholdes anden pinsedag, den 6. juni 2022
Royal Run ’22 finder sted I Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg. På Bornholm er der igen Royal Run samme dag uden kongelig deltagelse.
Over 79.000 var tilmeldt Royal Run ’21. I år er der foreløbig solgt 80.000 billetter.
Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag.
Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.