2022 byder på et fantastisk udstillingsprogram, haveprojekter, liveprogram og events på Rønnebæksholm. Desuden skabes der nye samarbejder, når både kunstnere og kuratorer inviteres ind i FællesRum.
Rønnebæksholm præsenterer et årsprogram, der lægger vægt på sameksistens, fællesskaber og samtaler på tværs af generationer, praksisser og lokalitet. Vi går mod lysere tider, også under den anmelderroste og præmierede udstilling ’Ung som Bly – af Sophia Kalkau & Ursula Andkjær Olsen, der varer til og med søndag den 27. februar.
Den 12. marts åbner No stranger or lover to me med Maria Zahle, som har inviteret kunstnerne Phyllida Barlow, Anthea Hamilton, Christine Clemmesen og Hannah Heilmann til at bidrage med værker, i en udstilling som præsenterer forskellige poetiske og stærke visuelle beskrivelser af det, som ikke nemt finder ord men i stedet finder form, farve, og taktilitet. I løbet af perioden vil udstillingen blive aktiveret gennem et performance- og poesiprogram.
Residency i marts: Årets første aktør i FællesRum er den tværfaglig kuratoriske forskningsplatform Culture Art Society (CAS) grundlagt af Awa Konaté. På Rønnebæksholm vil CAS arbejde med foto, film og lyd i en kortlægning af lokale migrationshistorier og afrikanske diaspora i det Sydsjællandske landskab. CAS’ arbejde centraliserer dekolonial kuratorisk praksis med grundforskning i arkivalier og sort visuel kultur. Et arbejde som Rønnebæksholm løbende vil få stor gavn af og som vil blive præsenteret for publikum i deres projektrum til april ved opholdets afslutning.