I et år, hvor Rønnebæksholm fejrer 700-års jubilæum, er det med stor glæde at Rønnebæksholm offentliggøre et generøst tilsagn om en treårig bevilling på 1,8 mio. kr. fra Det Obelske Familiefond til projektet “FællesRum – et nyt residency og kunstnerisk program på Kunsthal Rønnebæksholm.”
Rønnebæksholm stiler i disse år mod at udvikle nyskabende kunstneriske programmer med både lokal forankring og udsyn, som bidrager til en langsigtet udvikling af institutionen. Projektet FællesRum er en treårig indsats i denne udvikling, som lever op til Næstved Kommunes kulturpolitiks mål om, at Rønnebæksholm udbygger sin rolle som markant drivkraft for kulturel og kunstnerisk vidensdannelse og national anerkendt kunsthal, der styrker sin attraktion for besøgende og kunstnere.
Rønnebæksholms særlige historik til grund for FællesRum
Den tidligere ejer Marie Toft fik gennem sit første ægteskab overdraget Rønnebæksholm, og sammen med sin anden mand teolog, politisk tænker og forfatter N.F.S. Grundtvig, involverede de sig i diskussioner om ligestilling, adgang til uddannelse og læring.
I Rønnebæksholms historie ligger kimen til et residency program og en udfoldelse af den historik i det kunstneriske program. Det første ”residency” på Rønnebæksholm blev tildelt Mathilde Fibiger (1830-1871), en radikal, kvindelig tænker og Danmarks første feministiske forfatter. I 1852 blev der skabt et frirum for hende til at udfolde sin praksis, som ellers ikke havde været muligt foruden Marie Tofts og Grundtvigs støtte, gæstfrihed og åbenhed. Herfra trækkes tråden op til os i dag, hvor Kunsthal Rønnebæksholm har fokus på kulturel dannelse for alle, mangfoldighed, fællesskab og socialt ansvar.
FællesRum: Lokale og kunstneriske fællesskaber
Projektet FællesRum falder helt i tråd med Marie Toft og Grundtvigs tankegang: der skal opbygges et residency og kunstnerisk program, hvor en række danske kunstnere af høj kvalitet inviteres til at tage ophold på Rønnebæksholm. Under opholdet får kunstnerne mulighed for at udøve og udvikle deres praksis på nyskabende og kvalitativ måde og samtidig indgå i arbejdsgange på institutionen og bidrage til at understøtte lokale og kunstneriske fællesskaber. Målet med FællesRum er at udvikle et program, der er lokalt forankret og fællesskabsdannende og bidrager med aktuelle debatter. Igennem programmet samarbejdes også med Næstved Kommunes Talentskoles forfatterlinje og SixtyEight Art Institute fra København omkring nye digitale og skrevne formidlingstiltag.
Projektet realiseres med støtte fra Det Obelske Familiefond, som har valgt at støtte FællesRum med 600.000 kr. om året i perioden 2021-2023.
Vi er dybt taknemmelige for den tillid og støtte som Det Obelske Familiefond har givet Rønnebæksholm i Næstved om at skabe et nyt residency og kunstnerisk program. Kunstnernes arbejde på stedet skal netop have en særlig lokal forankring og have fokus på fællesskaber, som synes helt afgørende i denne tid. Det bliver enormt spændende at udvikle alle disse muligheder og samarbejder med bevillingen, fortæller leder af Rønnebæksholm, Lotte Juul Petersen.
FællesRum vil desuden bygge videre på stedets historie om at inkludere kvindelige kunstnere, men også skabe yderligere plads til mangfoldighed og dermed sikre en kvalitet inden for kunstscenen ved at prioritere kunstnere, hvis praksisser er oversete eller kunstnere, der arbejder med sårbarhed.
Årets første udstilling Meditations In An Emergency – Lærke Lauta
Rønnebæksholm holder midlertidig lukket som følge af anbefalingerne fra de danske myndigheder i forbindelse med COVID-19.
Vi ser frem til at åbne udstillingsåret 2021 med den danske anerkendte kunstner Lærke Lauta, når kunsthallen åbner soloudstillingen Meditations In An Emergency.
Da de gældende COVID-19 restriktioner er forlænget åbner udstillingen så snart det bliver muligt herefter alt efter myndighedernes udmelding op mod den 7. februar 2021.