Optagelsesprøverne og det sidste nervepirrende udskillelsesløb er netop overstået på Talentskolen i Næstved.
I år har der været rekord mange ansøgere til de relativt få ledige pladser. I alt søgte 91 unge mænd og kvinder om optagelse på skolens fire linjer, hvor de 40 blev optaget i de 3-årige forløb på Talentskolen, der bl.a. har til formål at kvalificere eleverne til de videregående kunstneriske uddannelser som f.eks Statens Scenekunstskole, Filmskolen m. fl.
Med alle de nye talenter på plads, kommer det samlede elevtal på Talentskolen op på 78 elever.
De 91 ansøgere er i øvrigt fordelt på 28 procent drenge og 72 procent piger, hvilket er en fremgang af drenge i år. Særligt positivt ser det ud på linjen for teater/musical, men også forfatterlinjen har flere mandlige ansøgere end normalt.
Talentskolen har fået flest ansøgere fra Næstved Kommune, efterfulgt af København på en andenplads og Vordingborg på en tredjeplads.
Elever fra hele landet
Der er ingen tvivl om, at hele Danmark efterhånden kender til Talentskolen i Næstved. I år er der kommet ansøgere fra hele Danmark, og faktisk kom hver femte af årets ansøgere fra Fyn og Jylland. Og det er særligt Talentskolens nyskabende forfatterlinje, der har været populær.
– Niveauet er vildt højt blandt ansøgerne i år. Det siger noget om, at der er et behov for et tilbud som vores, og at vi har ramt rigtig i måden, som vi har struktureret skolens forskellige tilbud på. Vi har lært meget de første par år, og nærmer os nu en form, der ser ud til at være attraktiv for mange. Erfaring kombineret med en skarpere profil og målrettede kampagner har givet et afgørende løft til skolen. Det giver simpelthen et bedre og højere fagligt niveau, når der er meget talent at vælge mellem, fortæller talentskoleleder Kathrine Olldag.
Talentskolen har skolestart den sidste uge i august.
Om Talentskolen
– Talentskolen – Dansk Center for Kunstnerisk Talentudvikling – er et tilbud til unge mellem 15-25 år, der drømmer om en karriere som skuespiller, musicalstjerne, filminstruktør, animator, billedkunstner, designer, arkitekt, forfatter, danser, eller noget der ligner.
– Der er for tiden fire linjer på Talentskolen. De er teater/musicallinjen, forfatterlinjen, film/animationslinjen og kunst/designlinjen.