Så er der igen FACIT fra Talentskolen
Talentskolens elever fejrer for tredje år i træk, skoleårets afslutning med en seks-dages festival den 16.-21. maj i Næstved.
Traditionen tro åbner Talentskolen i Næstved igen op for, at alle kan komme og nyde årets FACIT. Eleverne har knoklet hele året og er klar til at vise resultatet af alle de mange timers arbejde.
– FACIT kan betragtes som en offentlig eksamen, fortæller talentskoleleder Kathrine Olldag.
Åbner med kortfilm
Igen i år åbner festivalen med en stor filmpremiere produceret af talentskolens elever fra Film & Animationslinjen. For første gang dimitterer en årgang fra filmlinjen, som nu har været i gang i tre år. Tredjeårseleverne afslutter deres talentskoleforløb med dokumentarfilm, som har været en stor udfordring at arbejde med.
De i alt ni kortfilm, herunder en showcase fra animationseleverne, kan nydes i Nordisk Film Biografers største sal i to omgange tirsdag den 16. maj, hvor der efterfølgende kan stilles spørgsmål til både cast og crew.
Kunst-facit i parken på Rønnebæksholm
Rønnebæksholm park og Lave Stald danner i år rammen om kunstværkerne, når Kunst- og Designlinjen åbner dørene til deres fernisering. Her kan man også møde kunstnerne bag værkerne. Eleverne har arbejdet med stedsspecifikke udendørs værker, der har forskellige slags samspil med omgivelserne.
Romeo og Julie i kødhakkeren
Den klassiske fortælling er blevet taget under kærlig behandling af Talentskolens Skuespillerlinje, og rammer Teatersalen på Grønnegade Kaserne under FACIT. Den gamle historie handler i sin kerne om at kæmpe for kærligheden, som i i dag er blevet lidt ligesom at bestille en pizza. Hvis den ikke lige lever op til forventninger, swiper du bare en ny.
Historien sendes igennem en overnaturlig kødhakker, bestående af parafrasefortællinger i spændingsfeltet mellem Quentin Tarantino, håbløse kærlighedsklassikere, tegnefilm og et R-rated voldsorgie.
Forestillingen er udviklet i samarbejde med skuespilleren og instruktøren Morten Hembo. Romeo og Julie har premiere onsdag den 17. maj. Kl. 20.
Smagsprøver på ny dansk litteratur
Eleverne på Forfatterlinjen har i de sidste par år haft stor succes. Flere er debuteret med romaner og digtsamlinger fra forlag, direkte fra Talentskolen. Under FACIT kan man få masser af smagsprøver fra tekster, der er på vej. Eleverne præsenterer deres tekster i forfatterloungen, på Næstved Bibliotek torsdag den 18. maj kl. 21.
Talentdebat
Talentskolen sætter igen fokus på Talent. I en paneldebat på Rønnebæksholm fredag den 19. maj kl. 19 tages hul på en diskussion, som bagefter tages med til Kulturmødet på Mors. I debatten deltager denne gang skolens afdelingsledere sammen med en gruppe elever. Panelet tager udgangspunkt i egne erfaringer og diskuterer forholdet mellem færdighedstræning, livserfaring, evnen til kritisk tænkning, innovationsevne og fantasi. Hvilken rolle spiller alt det for talentudvikling? Hvordan bygger man det bedste talentudviklingsprogram? Det er nogle af de spørgsmål, der kredses om i år.
Som publikum er det muligt at stille spørgsmål til paneldeltagerne.
Fakta
– FACIT Talentfestival, den 16. – 21. Maj 2016
– Alle arrangementer er GRATIS
– Se programmet på www.mærknæstved.dk eller på www.talentskolen.nu, hvor man også kan tilmelde sig arrangementerne.