Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2025/05/06 til 2025/05/14.

NÆSTVED: Afsted på hurtig knallert
En politipatrulje så onsdag klokken 14.23 en knallertkører på Østre Ringvej i Næstved, men selv om betjentene gjorde tegn til, at han skulle standse, fortsatte han sin kørsel. Det lykkedes at finde frem til ham ved en bygning på Toldbuen. Det var en 17-årig fyr fra Mogenstrup, og den knallert, han kørte på, var ikke helt i orden: den var ikke indregistreret, og hverken forlygte, bremselys eller den forreste bremse virkede. Desuden havde betjentene mistanke til, at knallerten var konstruktivt ændret, så den blev transporteret til politistationen, hvor den nu skal undersøges. Den 17-årige blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og for ikke at ville rette sig efter politiets anvisninger.

NÆSTVED: Mistede livet i soloulykke
En 27-årig mand fra Slagelse mistede onsdag eftermiddag livet i en færdselsulykke, der skete på Ny Præstøvej i Næstved. Den 27-årige kom kørende på motorcykel mod Næstved, men mistede kort før rundkørslen herredømmet over motorcyklen og blev kastet af. Politi og redningsberedskab var hurtigt på stedet, men den 27-åriges liv stod ikke til at redde. De pårørende er underrettet. Politiets bilinspektør undersøgte ulykkesstedet, som var spærret frem til klokken 19.44.

NÆSTVED: Påvirket trafikant havde hash
Politiet standsede torsdag klokken 13.05 en 26-årig mand på Ring Syd ved Næstved. Den 26-årige virkede påvirket, og han blev derfor sigtet for kørsel i påvirket tilstand, og da politibetjentene undersøgte den 26-årige, dukkede der en joint og en pose med knap 27 gram hash op. De ulovlige stoffer blev konfiskeret, og den 26-årige blev herefter også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: Sigtet for hærværk efter vejvrede
Det var formentlig efter et tilfælde af vejvrede, at to dæk blev skåret op på en bil, der holdt parkeret på Farimagsvej i Næstved. To mænd havde haft en højlydt ordveksling om parkeringsfaciliteterne på stedet, og på et tidspunkt bemærkede den ene, at den anden part holdt bag ved hans bil, og kort efter opdagede han, at der var skåret to dæk op. På baggrund af vidneforklaringer fandt politiet frem til en 26-årig mand fra byen, som blev anholdt klokken 11.47. Den 26-årige blev sigtet for hærværk og taget med til politistationen i Næstved til afhøring. Han blev løsladt igen klokken 14.09.

NÆSTVED: Solgte hash
Et par betjente blev søndag aften opmærksom på noget, der kunne ligne handel med ulovlige stoffer på en adresse i Kindhestegade i Næstved. Det viste sig da også, at en 40-årig mand og en 23-årig kvinde begge havde hash på sig efter de havde været i kontakt med en 50-årig mand. Den 40-årige og den 23-årige blev begge sigtet efter lov om euforiserende stoffer, og den 50-årige blev anholdt og sigtet for salg af narko og efter lov om euforiserende stoffer. Han havde flere klumper med hash på sig, og i den efterfølgende ransagning af hans lejlighed blev der fundet yderligere 19 klumper hash.

NÆSTVED: Stjal 102 plader chokolade
Fredag aften blev politiet kaldt til et busstoppested på Hvedevænget, hvor en 33-årig mand råbte og skreg. Da politiet ankom, fandt betjentene 102 plader chokolade og seks øl, som – viste det sig efterfølgende – den 33-årige havde stjålet i et supermarked på Østre Ringvej i Næstved. Den 33-årige chokoladeglade mand blev sigtet for butikstyveri og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

NÆSTVED: To sigtet for salg af ulovlige stoffer
Politiet standsede natten til tirsdag en 22-årig mand ved en adresse i Næstved. Det viste sig, at den 22-årige havde flere små poser med i alt 32,2 gram kokain, 0,6 gram hash og et kontant beløb på sig, så derfor blev han anholdt klokken 1.02 og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om salg af ulovlige stoffer. En 25-årig mand, der også var på stedet, havde også en del små poser med i alt 18,6 gram hash, 1,9 gram kokain og nogle kontanter. Han blev anholdt klokken 1.22 og også sigtet for salg af stoffer. De anholdte blev taget med til politistationen, og efter afhøring blev den 25-årige løsladt igen klokken 5.04, mens det forventes, at den 22-årige, der har flere aktuelle og tilsvarende sigtelser, fremstilles i grundlovsforhør i retten senere tirsdag.

NÆSTVED: To unge mænd sigtet for vold
En mand gik klokken 3.17 natten til lørdag på Sct. Mortensgade i Næstved, da han blev passet op af to unge mænd. Da manden spurgte, hvad de ville, blev han tilsyneladende umotiveret slået i hovedet af de to unge. Herfra endte det i tumult på fortovet, og kort efter stak de to unge mænd af. Politiet blev tilkaldt, og gennem gode forklaringer fra vidner, der havde set optrinnet, fandt en politipatrulje en halv times tid senere frem til to mænd på hhv. 18 og 19 år, der begge blev anholdt og sigtet for vold.

NÆSTVED: Varetægtsfængslet efter fund af amfetamin og andre stoffer
En 52-årig mand blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Næstved og efterfølgende varetægtsfængslet. Det skete efter en ransagning onsdag aften på en adresse i Næstved, hvor der blev fundet både amfetamin, MDMA, ketamin, hash og ecstasypiller. Den 52-årige mand blev anholdt klokken 18.10 og sigtet for salg af ulovlige stoffer. Han er varetægtsfængslet frem til den 4. juni.

SANDVED: Skur i brand efter brug af ukrudtsbrænder
Brandvæsen og politi blev mandag klokken 13.53 kaldt til Sandved, hvor der var udbrudt brand i et træskur i en have. Det viste sig, at det formentlig var sket efter brug af en ukrudtsbrænder, og gløderne havde antændt skuret. En 78-årig kvinde blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

Beredskabsstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om forsvarlig brug af ukrudtsbrændere.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Næstved Grimstrupvej Tirsdag klokken 20.00-20.45 Ikke gjort op om der er stjålet noget  
Næstved Farimagsvej Fredag kl. 11.00 – søndag kl. 21.00 Vides endnu ikke  

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Holme-Olstrup Landevejen Onsdag klokken 10.15-17.30 Se ovenfor
Næstved Ring Nord Onsdag klokken 12.55-14.10 Fire trafikanter blev målt til at køre alt for hurtigt: Den højeste hastighed blev målt til 150 km/t i en 90 km/t-zone, og det giver en betinget frakendelse. Tre havde så meget fart på, at de står til et klip i kørekortet

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Næstved Skyttemarksvej Tirsdag klokken 16.34-23.04 573 18 50 km/t 71 km/t To klip
Tappernøje Strandvejen, Bredeshave Tirsdag klokken 14.28-19.50 461 33 50 km/t 81 km/t Fem klip
Herlufmagle Helgesvej Mandag klokken 7.43-13.49 400 44 40 km/t 67 km/t Seks klip
Næstved Slagelsevej Mandag klokken 18.39-1.09 364 25 50 km/t 87 km/t To klip og en betinget frakendelse
Herlufmagle Suså Landevej Søndag kl. 11.31 622 3 60 79
Holme-Olstrup Landevejen Søndag kl. 7.31 – 10.42 1210 8 60 77
Næstved Rådmandhaven Fredag kl. 16.04 – 22.04 2250 84 50 78 7 klip
Næstved Vallensved Bygade Lørdag kl. 20.53 – søndag kl. 03.03 549 18 50 77 1 klip
Næstved Ringstedgade Søndag kl. 13.42 – 20.12 1548 24 50 75 1 klip
Næstved Øverup Alle Torsdag klokken 10.25-16.55 1215 49 50 km/t 80 km/t Fem klip
Næstved Sorøvej, Ganges Bro Onsdag klokken 13.29-20.09 1156 5 60 km/t 95 km/t To klip
Herlufmagle Suså Landevej, Torpe Mandag klokken 13.36-19.56 1634 45 70 km/t 116 km/t Tre klip
Tappernøje Sydmotorvejen Mandag klokken 16.37-18.37 171 9 60 km/t 87 km/t Et klip
Tappernøje Sydmotorvejen Mandag klokken 19.14-23.00 964 10 130 km/t 162 km/t