Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2025/04/07 til 2025/04/15.

FENSMARK: Sigtet efter bålafbrænding
Politiet fik mandag klokken 18.57 en anmeldelse om, at der var gang i et stort bål på en p-plads på Glasværksvej i Fensmark, og det gav en hel del røg. Da politiet ankom, var bålet så småt ved at være udbrændt, men det havde bestået af affaldstræ, sofaer og tagrender. En 18-årig mand blev sigtet for overtrædelse af affaldsbekendtgørelsen.

FUGLEBJERG: Truede en kvinde
Fredag klokken 12.25 var en kvinde ved at sætte sit barn ind i sin bil på en parkeringsplads i Fuglebjerg, da en ukendt mand, der virkede noget uligevægtig, kom hen til hende. Manden råbte og skubbede til kvinden og truede hende på livet, hvorefter han gik fra stedet. Politiet blev tilkaldt, og ud fra en god vidnebeskrivelse fandt patruljen frem til manden, der blev anholdt og sigtet for trusler på livet. Det drejer sig om en 43-årig mand fra lokalområdet.

NÆSTVED OG VORDINGBORG: Bedragere på spil igen
Torsdag eftermiddag var flere borgere i Næstved og Vordingborg udsat for bedragerier, hvor borgerne desværre blev franarret hhv. kort, kontanter og smykker. Fremgangsmåden er nogenlunde den samme: En venlig mand ringer og udgiver sig fra fx “politiet” eller “banken” og forklarer, at der er foregået nogle sære transaktioner på borgernes bankkonto, og at det derfor er påkrævet, de skal have et nyt betalingskort – eller vedkommende tilbyder at passe på borgernes værdigenstande og kontanter. Et “bankbud” har efterfølgende afhentet dankort, og det er også lykkedes dem at få udleveret pinkoden til kortet. I et par tilfælde har den imødekommende “repræsentant” fra bank eller myndigheder også tilbudt at tage kontanter og andre værdier med i sikkerhed fra borgeren, og her er de kriminelle sluppet afsted med både smykker og kontante beløb. Der er efterfølgende hævet kontanter i forskellige hæveautomater.

NÆSTVED: 22-årig sigtet for salg af narko
Efter et tip ransagede politiet fredag aften en adresse i Næstved, hvor der var mistanke om, at der befandt sig ulovlige stoffer. Her blev der ganske rigtigt fundet noget kokain, som var blevet gjort klar til salg. En 22-årig mand blev sigtet for salg af narko.

NÆSTVED: Anholdt efter trusler og vold
Politiet fik mandag eftermiddag en anmeldelse om, at en 40-årig mand fra Næstved var blevet truet af en anden mand og havde fået nogle slag i ansigtet. Det var tilsyneladende en uoverensstemmelse om et kvindeligt bekendtskab, der udløste volden og truslerne, og på baggrund af vidneforklaringer fandt politiet først på aftenen frem til en 38-årig mand fra Midtsjælland. Han blev anholdt på sin bopæl klokken 19.53 i samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi og taget med til politistationen, hvor han blev afhørt. Han blev sigtet for vold og for trusler, og den 38-årige blev løsladt igen efter afhøring.

NÆSTVED: Der lugtede af hash …
En politipatrulje var fredag aften gennem Næstved, og på Kanalvej så politibetjentene en parkeret bil med fire personer i. Da betjentene nærmede sig bilen, blev de mødt af en kraftig lugt af hash. De fire i bilen blev visiteret, og her fandt politiet 3,8 gram hash på en 24-årig mand fra byen og to gram hash og en joint hos en 31-årig kvinde, der også er fra Næstved. De ulovlige stoffer blev konfiskeret, og de to personer blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: Forcerede å for at slippe for betjente
Et par politibetjente på patrulje lagde i går aftes klokken 20.05 mærke til en mand, der kom gående på et stisystem ved Rådmandshaven i Næstved. Men da manden så betjentene, fik han meget travlt med at komme væk – så travlt, at han forcerede den nærliggende å. Men politipatruljen kørte om på den anden side af åen, og fandt hurtig frem til manden, der er 22 år og med ukendt adresse. Det viste sig, at han havde god grund til dårlig samvittighed, for på sig havde han både kokain og hash. Han blev derfor sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: Undersøger et mistænkeligt dødsfald
Mandag klokken 13.05 fik politiet en anmeldelse om, at forbipasserede havde fundet de jordiske rester af et menneske i et sivområde ved Ved Fjorden på Ydernæs. Politiet arbejdede på stedet med flere enheder i løbet af aftenen og har en formodning om den afdødes identitet, men den er endnu ikke bekræftet. Der er p.t. ikke noget, der indikerer, at den pågældende har været udsat for en forbrydelse.

NÆSTVED: Uro efter sprit- og narkokørsel
Politiet standsede natten til søndag en bil på Præstø Landevej ved Blangslev, og føreren – en 21-årig mand fra Fyn – virkede påvirket af både spiritus og euforiserende stoffer. Derfor blev han sigtet for at køre i påvirket tilstand. Der var en passager i bilen, som blev meget opfarende og kaldte de to betjente for både luder og fucking bøsse, så han blev sigtet for fornærmelig tiltale. Det var en 20-årig fynbo, og for at få ro på stedet blev han anholdt klokken 0.40 og taget med til politistationen. Han blev løsladt igen søndag morgen klokken 5.32.

VORDINGBORG, PRÆSTØ OG NÆSTVED: Tre borgere gennemskuede bedragerne
Fredag eftermiddag var fire borgere i hhv. Vordingborg, Præstø og Næstved udsat for kontaktbedragerier – i tre af tilfældene lykkedes det heldigvis ikke for de kriminelle at slippe afsted med deres forehavende, da borgerne nåede at gennemskue bedragerierne. De udleverede således hverken værdier, kort eller kode, da bedrageren kom og ville “hjælpe” med at hente deres hævekort. Et af stederne truede borgeren med at tilkalde politiet, hvorefter den kvindelige bedrager hurtigt forsvandt.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Næstved Farimagsvej Mandag kl. 17.30 – tirsdag kl. 00.40 Kontanter  
Fensmark Slibemestervej Søndag kl. 20.00 – 23.45 Intet stjålet  
Holme-Olstrup Ravnstrupvej 01/04 – 03/04 Intet stjålet  
Næstved Kyse Markvej Fredag kl. 06.15 – 12.40 Vides endnu ikke  

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Holme-Olstrup Landevejen Tirsdag kl. 05.45 – 06.15 Ingen sager
Næstved Præstøvej Mandag kl. 18.00 – 20.00 Ingen sager
Næstved Onsdag kl. 16.00 – 22.00 En blev sigtet for narkokørsel
Herlufmagle Helgesvej Kl. 20.15 – 20.55 To knallertkørere blev sigtet for ikke at have gyldig førerret, en blev sigtet for at have en ulovlig passager bagpå sin knallert, en blev sigtet for at sidde bagpå en knallert, og to blev sigtet for ikke at benytte styrthjelm.
Næstved Mandag kl. 16.00 – 18.00 Ingen sager

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Næstved Kanalvej Lørdag kl. 13.50 – 20.10 228 5 50 km/t 62 km/t
Næstved Skyttemarksvej Søndag kl. 13.31 – 20.11 723 40 50 km/t 76 km/t 3 klip
Næstved Stenlængegårdsvej Fredag kl. 13.46 – 19.53 835 65 50 km/t 99 km/t 14 klip og en betinget frakendelse
Næstved Præstø Landevej Torsdag kl. 10.24 – 16.54 1622 17 50 km/t 65 km/t
Holme-Olstrup Stationsvej Onsdag kl. 15.38 – 16.53 66 50 km/t
Næstved Næstelsø Præstemark Onsdag kl. 07.53 – 13.53 200 10 60 km/t 100 km/t 1 klip og en betinget frakendelse
Tappernøje Hovedvejen Kl. 16.10 – 22.00 394 33 60 km/t 107 km/t 4 klip og en betinget frakendelse
Fensmark Holmegaardsvej Mandag kl. 16.47 – 19.17 331 12 50 km/t 69 km/t 3 klip
Holme-Olstrup Landevejen Mandag kl. 19.59 – 22.59 300 18 60 km/t 95 km/t 3 klip
Tappernøje Sydmotorvejen Mandag kl. 18.25 – 00.45 1588 17 130 km/t 168 km/t 1 betinget frakendelse
Næstved Sorøvej Fredag kl. 13.52 – 20.12 1095 5 60 km/t 97 km/t 1 klip