Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2024/03/18 til 2024/03/26.
FENSMARK: 26-årig stjal chokolade
Tirsdag klokken 15.13 blev politiet kaldt til en dagligvareforretning i Fensmark, hvor personalet havde afsløret en butikstyv. Det var en 26-årig udenlandsk mand, der godt nok havde betalt for nogle varer, men alligevel havde forsøgt at snige nogle stykker chokolade og et ladekabel med ud af forretningen uden at betale for det. Da den 26-årige ikke havde identifikationspapirer på sig, blev han anholdt klokken 16.06 og taget med til politistationen i Næstved. Den 26-årige blev sigtet for butikstyveri, og efter afhøringen fik han en bøde på 500 kroner, som han betalte, inden han blev løsladt igen klokken 19.30.
FUGLEBJERG: 27-årig anholdt efter dieseltyveri
Politiet fik tirsdag klokken 1.38 en anmeldelse om, at en mistænkelig mand luskede omkring ved nogle parkerede lastbiler på en plads i Fuglebjerg. En politipatrulje kørte til stedet, hvor der var tydelige spor af diesel fra tankene på lastbilerne, og på baggrund af vidneudsagn lykkedes det kort efter at standse en varebil i Sørbymagle. Føreren var en 27-årig mand fra Slagelse, og i varerummet stod der fem store dunke med diesel og en pumpe. Den 27-årige blev anholdt klokken 1.51 og sigtet for tyveriet, og han afhøres nu på politistationen i Næstved.
FUGLEBJERG: 42-årig på hurtig knallert
En 42-årig mand fra Fuglebjerg blev mandag klokken 16.56 standset af færdselspolitiet på Hindholmparken. Her kom han kørende på en knallert, og da den blev testet på et rullefelt, viste det sig, at den kunne køre væsentlig hurtigere end tilladt. Derfor blev den 42-årige sigtet for at køre på en ulovlig knallert.
HOLME-OLSTRUP: Spirituspåvirket bilist ramte en anden bil
Mandag klokken 17.44 stødte to biler sammen på Landevejen i Holme-Olstrup. En bil med tilkoblet påhængsvogn og en 51-årig mand ved rattet var ved at svinge til højre ad Postrækken, men det overså en bilist, der kom bagfra og ramte påhængsvognen, så den svingede rundt. Føreren af den anden bil – en 40-årig kvinde – havde siddet med sin mobiltelefon, og en alkometertest viste desuden, at hun havde en promille, der var højere end det tilladte. Hun havde to børn med i bilen, men heldigvis kom ingen til skade ved uheldet. Kvinden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, og de sociale myndigheder er samtidig underrettet om sagen.
NÆSTVED: Anholdt efter salg af stoffer
Politiet fik søndag et tip om, at en mand, som sad i et busskur på Rådmandshaven, virkede påvirket af stoffer. Politiet kørte til stedet, og her traf betjentene en 21-årig mand fra Slagelse. Han virkede ganske rigtigt noget påvirket, og da betjentene visiterede ham, fandt de 9,8 gram hash, 4,8 gram amfetamin, seks ecstasypiller og nogle andre receptpligtige piller. Den 21-årige havde også nogle dagligvarer med sig, og han havde en elcykel stående ved siden af sig. Han blev anholdt klokken 17.12 og sigtet for salg af ulovlige stoffer, for butikstyveri og for tyveri af cyklen. Den anholdte blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 22.03.
NÆSTVED: Bil brændt ved Skovbrynet
Klokken 21.07 fik politiet flere anmeldelser fra Skovbrynet om en bil, der var brudt i brand efter en mindre eksplosion. Det er formentlig fyrværkeri, der er eksploderet og har sat bilen i brand, men vidner fortalte politiet, at der havde været en mand med et gevær på stedet. Derfor blev der sendt flere politipatruljer af sted. Mens brandvæsenet slukkede bilbranden, fandt politiet på baggrund af vidneforklaringer frem til en 25-årig mand fra lokalområdet, og på hans adresse blev der fundet et luftgevær, en peberspray og en dolk. Den 25-årige blev anholdt klokken 21.43 og sigtet for overtrædelse af våbenloven, og han har forklaret, at han var udenfor med sit luftgevær, efter at bilen brød i brand. Den 25-årige blev løsladt igen klokken 0.45.
NÆSTVED: Fandt ammunition og kanonslag
Politiet var mandag formiddag i en lejlighed i Næstved. Det var på baggrund af et tip om, at der muligvis skulle være våben på stedet. Der blev fundet 545 haglpatroner, 789 løsskudspatroner, og en 66-årig mand blev herefter sigtet for overtrædelse af våbenloven. En 29-årig mand, som var til stede i lejligheden, havde 10 kanonslag og blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven, mens en 18-årig kvinde viste sig at have to peberspray. Hun blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.
NÆSTVED: Joint og knojern
Lørdag klokken 4.45 standsede politiet en 26-årig mand fra Næstved, som kom gående med en tændt joint i Ramsherred. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og da politibetjentene visiterede ham, fandt de også et knojern, han havde i lommen. Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af våbenloven.
NÆSTVED: Kanonslag i p-hus
Politiet blev mandag aften kaldt til p-huset på Grønvej, hvor der var sprængt et kanonslag af. På stedet traf politibetjentene to mænd på 19 år, som begge blev anholdt for at sikre deres tilstedeværelse. Den ene havde endnu et kanonslag på sig, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Begge de anholdte blev løsladt igen klokken 23.15.
NÆSTVED: På aftentur med hash
Et par betjente på patrulje lagde lørdag aften klokken 21.36 mærke til en mand, der sad i sin bil på med slukket motor på en parkeringsplads på Kanalvej i Næstved. Da betjentene kom hen til bilen, lugtede der temmelig kraftigt af hash, og der lå en halv joint lige under førerdøren. Så de bankede på ruden, og manden i bilen – der er 25 år og fra lokalområdet – lukkede op. Han virkede noget uklar, og ved en nærmere undersøgelse fandt patruljen knap 3 gram hash i bilen. Han blev derfor sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
NÆSTVED: Påvirket 17-årig fik beslaglagt knallerten
Færdselspolitiet standsede torsdag klokken 9.44 en 17-årig mand fra Næstved, der kom kørende på Hvedevænget i Næstved på knallert. Den 17-årige havde ikke noget kørekort, og en narkometertest viste, at han var påvirket af stoffer, så derfor blev han også sigtet for narkokørsel. Da det ikke var første gang, den 17-årige blev sigtet for at køre uden kørekort, blev hans knallert beslaglagt på stedet.
NÆSTVED: Vanvidskørsel i nattelivet
Det bliver til en længere stribe sigtelser for forskellige færdselslovsovertrædelser til en 36-årig mand fra Bjæverskov, som natten til lørdag kørte vanvidskørsel i Næstved og omegn. Køreturen tog sin begyndelse i Ramsherred, hvor en politipatrulje holdt parkeret. Til betjentenes overraskelse kom en bil kørende mod dem fra Jernbanegade imod ensretningen, og da de ville forhindre bilistens videre færd, fortsatte han gennem byen og med høj fart ræsede han blandt andet over Axeltorv og retur gennem Ramsherred, hvor der var mange nattegæster på gaden. Ingen kom dog noget til, og bilisten fortsatte sin kørsel i Næstved og videre ud af byen ad Slagelsevej, hvor han – skarpt forfulgt af politiet – fortsatte ad Ring Nord med meget høj hastighed. I rundkørslen ved Ringstedgade ramte han et par skilte og standsede kortvarigt, men fortsatte alligevel ufortrødent ad Suså Landevej med høj hastighed. Undervejs tabte bilen det ene forhjul, og i Gelsted mistede han herredømmet over bilen, som rullede rundt et par gange og landede ude på marken. Føreren forsøgte at løbe fra stedet, med blev indfanget af betjentene og anholdt klokken 1.14. Han var uskadt og er sigtet for vanvidskørsel og spirituskørsel, og hans bil blev beslaglagt og førerretten inddraget.
NÆSTVED: Ville ikke oplyse sit navn
Politiet var natten til søndag i centrum af Næstved, og i Ramsherred var der en mand, der påkaldte sig politibetjentenes opmærksomhed. Han var noget opfarende, og betjentene fik mistanke om, at han havde ulovlige stoffer på sig, så han blev visiteret. Han ville imidlertid ikke oplyse sit navn og sin fødselsdag til politiet, så for at klarlægge det, blev han anholdt klokken 2.26 og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven. Herefter kom hans identitet frem: det var en 26-årig mand fra Karlslunde, som nu kaldte politiet både “fucking hunde” og “fucking ost” (!). Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
---|---|---|---|---|
Næstved | Kirsebærvej | Torsdag den 1. februar- lørdag den 16. marts klokken 20.00 | Smykker |
By | Vej | Tidspunkt | Kommentar |
---|---|---|---|
Næstved | Ramsherred | Tirsdag klokken 0.45-2.00 | Ingen sager |
Herlufmagle | Suså Landevej | Torsdag klokken 20.00-23.00 | 137 trafikanter blev målt, og heraf kørte seks for hurtigt. Fire havde så meget fart på, at det giver et klip i kørekortet, mens to risikerer en betinget frakendelse. Den højeste hastighed var 136 km/t |
Herlufmagle | Suså Landevej, Gelsted | Torsdag klokken 8.30-9.30 | En blev sigtet for at køre for hurtigt. Det gik så stærkt, at det giver et klip i kørekortet, og en anden blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen |
Næstved | – | Torsdag klokken 9.40-11.00 | En knallertkører blev standset og sigtet for at køre på en ulovlig knallert, for kørsel uden kørekort, for ikke at bruge styrthjelm og for ikke at have den lovpligtige forsikring i orden. Knallerten blev konfiskeret. To blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen |
Næstved | Åderupvej | Mandag klokken 15.00-16.00 | En blev sigtet for at have fjernet den bageste lydpotte på bilen, så den larmede unødigt |
Næstved | – | Fredag klokken 16.00-21.00 | 15 køretøjer blev kontrolleret. En person blev sigtet for kørsel uden ledsager og en bilist blev sigtet for narkokørsel |
By | Vej | Tid | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Herlufmagle | Skelbyvej, Nåby | Mandag klokken 5.51-11.16 | 715 | 14 | 80 km/t | 126 km/t | To klip |
Næstved | Sneserevej, Blangslev | Mandag klokken 15.40-18.25 | 410 | 9 | 80 km/t | 116 km/t | Et klip |
Tappernøje | Sydmotorvejen | Mandag klokken 19.05-21.55 | 8789 | 17 | 130 km/t | 163 km/t | – |
Næstved | Slagelsevej | Fredag klokken 16.34-23.04 | 830 | 39 | 50 km/t | 73 km/t | Tre klip |
Næstved | Vordingborgvej ved Leddet | Lørdag klokken 18.47-1.02 | 662 | 24 | 60 km/t | 80 km/t | – |
Tappernøje | Strandvejen, Bækkeskov | Søndag klokken 13.51-19.51 | 275 | 25 | 60 km/t | 98 km/t | Syv klip |
Fuglebjerg | Rejnstrupvej | Torsdag klokken 10.47-11.42 | 68 | 4 | 60 km/t | 72 km/t | – |
Herlufmagle | Helgesvej | Torsdag klokken 6.19-8.49 | 158 | 7 | 40 km/t | 59 km/t | To klip |
Næstved | Chr. Winters Vej | 15.39-17.39 | 185 | 3 | 50 | 63 | |
Tappernøje | Sydmotorvejen | 18.39-21.39 | 1060 | 28 | 130 | 174 | 2 betingede frakendelser |
Glumsø | Sandbyvej, Sandby | Tirsdag klokken 14.15-17.15 | 290 | 20 | 50 km/t | 70 km/t | Et klip |
Herlufmagle | Skelbyvej, Nåby | Tirsdag klokken 18.17-19.37 | 83 | 8 | 80 km/t | 108 km/t | – |
Næstved | Sneserevej, Blangslev | Mandag klokken 6.42-8.42 | 433 | 5 | 80 km/t | 118 km/t | Et klip |
Næstved | Sneserevej, Blangslev | Mandag klokken 15.44-21.34 | 662 | 12 | 80 km/t | 115 km/t | Tre klip |
Tappernøje | Sydmotorvejen | Mandag klokken 9.27-11.57 | 1384 | 9 | 130 km/t | 174 km/t | En betinget frakendelse |
Glumsø | Suså Landevej | Søndag klokken 13.49-19.35 | 693 | 49 | 60 km/t | 90 km/t | Fem klip |