Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2023/11/13 til 2023/11/21.
NÆSTVED: 18-årig ville slås med dørmand
En 18-årig mand fra Næstved må fremover finde et nyt sted at gå i byen. Natten til lørdag fik han nemlig forbud mod at indfinde sig på et diskotek i centrum af Næstved. Det fik han, fordi han kort før klokken 4 havde prøvet at komme op at slås med en dørmand til stedet, hvilket dog ikke lykkedes. Derfor blev den 18-årige sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.
NÆSTVED: Anholdt efter trusler
En 29-årig mand uden fast bopæl blev lørdag anholdt. Han er sigtet for trusler, efter at politiet lørdag aften fik en anmeldelse fra to unge fyre på 15 og 19 år om, at en mand havde optrådt truende på banegården i Næstved. Anmeldelsen gik på, at en mand havde stirret på de to unge, og at han på et tidspunkt havde haft en kniv fremme og havde truet med at “smadre dem”. Politiet fandt kort efter anmeldelsen frem til den 29-årige på banegården, og han blev anholdt klokken 18.50. Politibetjentene fandt en fiskekniv, han havde kastet fra sig på stedet, og derfor blev han også sigtet for overtrædelse af knivloven. Den 29-årige blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 4.29.
NÆSTVED: Kastede kanonslag mod en bil
En mandlig bilist fik sig noget af et chok fredag eftermiddag, da han kom kørende ud for Næstved Storcenter. For pludselig blev der kastet noget mod hans bil, og kort efter lød der et højt brag. Vidner så, at der blev kastet noget, der kunne ligne et kanonslag, ud fra en mindre hvid bil. Og bilens registreringsnummer blev noteret. Herefter blev politiet tilkaldt, og på grund af de gode vidneforklaringer gik der ikke længe, før en patrulje fik standset den hvide bil. Her blev der fundet noget indpakning til nogle udenlandske kanonslag, og der lå også et aluminiumsbat i bilen. Føreren af bilen – en 19-årig mand fra lokalområdet – blev sigtet for at have forvoldt fare for liv eller førlighed og for overtrædelse af våbenloven.
NÆSTVED: Råbte efter betjente og havde hash i lommen
Et kærestepar kom tidligt søndag morgen op at skændes på Banegårdspladsen i Næstved, og en politipatrulje kørte til stedet for at genskabe natteroen. Synet af betjentene fik den ene par – en 27-årig mand – til at råbe en stribe lidet flatterende gloser efter dem, så han blev sigtet for fornærmelig tiltale, og da politibetjentene visiterede ham, fandt de 5,9 gram hash og 0,4 gram MDMA. De ulovlige stoffer blev konfiskeret, og den 27-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
NÆSTVED: Slagsmål på gaden
Politiet blev søndag klokken 1.00 kaldt til Grønnegade, hvor flere mænd var gerådet i slagsmål. Slagsbrødrene blev skilt ad, og i alt seks mænd i alderen 18-30 år blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
NÆSTVED: To mænd blev overfaldet
To unge mænd blev tilsyneladende umotiveret provokeret og overfaldet, da de gik på Hvedevænget i Næstved klokken 0.24 natten til søndag. Her blev de bl.a. slået med knyttet hånd og med en flaske. Politiet blev tilkaldt og ud fra vidneudsagn fandt en politipatrulje ca. 20 minutter senere frem til en 32-årig mand med ukendt adresse, som blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold.
NÆSTVED: To sigtet for indbrud
Politiet fik søndag en anmeldelse om, at der havde været en eller flere tyve på spil, som havde stjålet forskellige ejendele fra et lagerrum i Næstved. Det var ejeren selv, der opdagede, at tingene – herunder en trækvogn og en cykel – ikke stod, hvor de skulle. På baggrund af vidneforklaringer fandt politiet mandag frem til to mænd, begge 38 år gamle og fra lokalområdet. De blev begge sigtet for indbruddet.
NÆSTVED: To sigtet for indbrudsforsøg
Natten til lørdag fik politiet en anmeldelse om, at to mistænkelige personer luskede omkring på Jørgen Jensens Vej i Næstved og blandt andet kiggede ind ad vinduerne. En politipatrulje rykkede ud, og politibetjentene fandt frem til to mænd på 38-årige. Den ene havde et stemmejern, handsker og en skruetrækker i sin taske, og en politihund snusede sig frem til et koben, som var smidt i en busk i nærheden. De to mænd blev begge sigtet for forsøg på indbrud.
NÆSTVED: Truede politiet
Politiet var natten til søndag i Rådmandshaven i Næstved, og her dukkede en 34-årig mand op, som var noget utilfreds med politiet. Politibetjentene bad ham forlade stedet, men det ville han ikke rette sig efter. Han truede betjentene med, at han ville “aflive dem” og han garnerede truslen med en stribe skældsord. Den 34-årige, som var noget påvirket af alkohol, blev anholdt klokken 2.02 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, for trusler og for fornærmelig tiltale. Han blev taget med til politistationen, og her dampede ham af, inden han blev løsladt igen klokken 10.48.
NÆSTVED: Tørstige sjæle stjal guldøl
Mandag klokken 9.02 fik politiet en anmeldelse fra et supermarked i Næstved om, at medarbejderne tilbageholdt to mænd. De to mænd – der er 28 og 29 år gamle – havde nappet fire guldøl, og de havde hver stoppet to øller i lommerne, men betalte ikke for drikkevarerne, da de gik gennem kassen. De to mænd, som blev tilbageholdt på p-pladsen, og derfor ikke nåede at knappe øllerne op, blev sigtet for butikstyveri.
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
---|---|---|---|---|
Næstved | Gallemarksvej | Fredag klokken 11.00 – søndag klokken 10.45 | Værktøj | |
Næstved | Obovej | Fredag klokken 15.00-16.00 | Smykker | |
Glumsø | Tyvelse Bygade | Torsdag klokken 07.35-10.35 | Smykker og ure | |
Næstved | Manøvej | Onsdag klokken 11.40-13.48 | To bærbare computere, smykker og kontanter | |
Fuglebjerg | Indre Krummerupvej | Fredag klokken 15.00 – lørdag klokken 11.20 | Pengeskab, smykker, parfumer | |
Næstved | Indre Vordingborgvej | Søndag den 5. november klokken 17.00 – fredag den 10. november klokken 15.00 | Endnu ikke opgjort hvad der er stjålet | |
Næstved | Kählersvej | Lørdag klokken 20.44 | Endnu ikke opgjort hvad der er stjålet | |
Næstved | Bogøvej | Søndag klokken 10.00-16.45 | Kontanter |
By | Vej | Tid | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Holme-Olstrup | Landevejen | Mandag klokken 18.45-01.10 | 869 | 52 | 60 km/t | 89 km/t | 6 |
Tappernøje | Hovedvejen | Fredag klokken 05.43-11.58 | 604 | 68 | 60 km/t | 106 km/t | 5 klip og to betinget frakendelser |
Næstved | Carl Nielsens Vej | Torsdag klokken 10.46-11.46 | 2 | 0 | – | – | – |
Næstved | Fensmarkvej | Torsdag klokken 12.24-13.18 | 163 | 1 | 60 km/t | 73 km/t | – |
Næstved | Østre Ringvej | Tirsdag klokken 08.42-10.12 | 487 | 0 | 60 km/t | – | – |
Herlufmagle | Smedebakken | Fredag klokken 16.25-17.25 | 29 | 0 | – | – | – |
Næstved | Slagelsevej | Fredag klokken 18.34-22.04 | 287 | 26 | 50 km/t | 87 km/t | 2 |
Tappernøje | Hovedvejen | Lørdag klokken 13.41-19.56 | 407 | 56 | 60 km/t | 112 km/t | 9 klip og en betinget frakendelse |
Tappernøje | Hovedgaden | Søndag klokken 13.34-19.54 | 417 | 45 | 60 km/t | 91 km/t | 3 |