Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2023/06/16 til 2023/06/27.
FUGLEBJERG: To anholdt efter hærværk
Mandag klokken 4.40 fik politiet en anmeldelse om, at to personer befandt sig på biblioteket på Byagervej i Fuglebjerg, og at de lavede hærværk ved at vælte møbler og smide med bøger. Politiet rykkede ud til adressen, og her anholdt betjentene en 41-årig mand fra Næstved og en 43-årig kvinde uden fast bopæl. De er sigtet for husfredskrænkelse og for hærværk. Den 41-årig mand havde 1,4 gram amfetamin på sig og blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Begge de anholdte blev afhørt på politistationen i Næstved og er løsladt igen.
HOLME-OLSTRUP: Mor faldt i vandet
En dame faldt lørdag eftermiddag ved et uheld i vandet i en forlystelsespark i Holme-Olstrup. Efterfølgende blev damens søn meget vred og oprevet, da han ikke mente, at de ansatte på stedet var gode nok til at hjælpe hans mor op af vandet. Sønnen blev aggressiv og højtråbende, og derfor blev politiet tilkaldt. Manden, der er 23 år og fra Odense, blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
NÆSTVED: 16-årig havde stoffer
Politiet var mandag aften forbi Præstøvej, efter et vidne havde anmeldt, at der var nogle unge, der skabte noget utryghed ved Vor Frue Skole. Politibetjentene fik kontakt med to fyre på 16 år og en pige på 17, som blev visiteret. En af de 16-årige, som var fra Nyborg, havde en halv joint og et gram hash på sig. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
NÆSTVED: 18-årig på ulovlig knallert
Torsdag klokken 17.08 standsede politiet en 18-årig mand fra Næstved, som kom kørende på Kærmindevej på knallert. Knallerter var hverken indregistreret eller forsikret, og forbremsen virkede ikke. Desuden viste et tjek på rullefeltet, at den kunne køre noget hurtigere end det tilladte, og den 18-årige blev herefter sigtet for de forskellige overtrædelser.
NÆSTVED: 88-årig fik stjålet pung
En 88-årig kvinde fra Fuglebjerg var mandag formiddag udsat for et frækt tyveri. Kvinden stod ved siden af sin bil på Dania, da en udenlandsk mand kontaktede hende og spurgte om vej til sygehuset. Mens kvinden forklarede vejen på engelsk, åbnede en medgerningsmand hendes taske, som stod på sædet i bilen, og stjal kvindens pung med diverse kort og kontanter.
NÆSTVED: Erklæret død efter færdselsuheld
Søndag klokken 10.03 skete der et færdselsuheld på H.C. Andersens Vej, hvor en bilist trillede op over fortovet og med lav hastighed ramte et plankeværk ud for en ejendom. Føreren af bilen var en 63-årig mand fra Næstved, der tilsyneladende havde fået et ildebefindende og mistet bevidstheden. Den 63-årige blev overført til rigshospitalet, hvor han blev erklæret død.
NÆSTVED: Sigtet for vold
Politiet fik fredag eftermiddag en anmeldelse om, at en kvinde havde fået en lussing, så hendes briller røg af. Det var sket i en lejlighed på Omøvej i Næstved, og her kunne politiet klokken 16.46 anholde en 56-årig mand fra Næstved, som blev sigtet for vold. Den 56-årige blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 17.43.
NÆSTVED: Skabte uro ved værtshus
Søndag klokken 3.06 blev politiet tilkaldt til et værtshus i centrum af Næstved, hvor en gæst var noget ophidset og havde en heftig ordveksling med en dørmand. Det var en 20-årig mand fra Nykøbing, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og for at skabe ro på stedet blev den 20-årige anholdt klokken 3.14 og taget med til politistationen i Næstved. Han blev løsladt igen klokken 7.56.
NÆSTVED: Stjal elefant
Nogle har en lille fjer på – andre gør det mere i lyserøde elefanter. Det var i hvert fald tilfældet i fredags, hvor en mand, der virkede noget påvirket, klokken 8.55 var svinget forbi en fitness-klub på Vestre Kaj i Næstved, hvor han af uvisse årsager havde taget en elefant-figur med sig, der stod uden for. Politiet, der var lige i nærheden, fandt kort efter frem til manden og elefanten. Det viste sig, at manden, der er 33 år og fra Store-Merløse, havde både hash og en ulovlig kniv på sig. Han blev derfor sigtet for tyveri, for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og knivloven.
NÆSTVED: Stjal oliventræ og vinplante
Grønne planter skaber et fint og hyggeligt miljø, men når de skal anskaffes, må politiet anbefale, at det sker på fuldt lovlig vis. Det gjorde en 33-årig mand ikke, da han tirsdag klokken 11.26 læssede en lille oliventræ og en vinplante på sin cykel og forsvandt uden at betale for botanikken. Tyveriet skete fra en udendørsudstlling ved et supermarked på Karrebækvej i Næstved, men en vågen medarbejder fulgte efter, og derfor fik politiet kontakt med den pågældende på Digevej. Det var en 33-årig mand, som blev sigtet for butikstyveri.
NÆSTVED: Studentervogn med for lavt rækværk
Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at studenterne springer ud i denne tid. Og tillykke til jer. Studenterkørslerne er en obligatorisk del af gadebilledet, og det er selvfølgelig vigtigt, at de unge mennesker fragtes trygt og godt rundt. I fredags fik politiet en anmeldelse fra en bekymret borger om, at rækværket på en studentervogn i Næstved så lige lovligt lavt ud. En politipatrulje fandt frem til vognen og tjekkede rækværket, der ganske rigtigt var ca. 25 cm lavere end det tilladte. Så studenterne måtte af vognen, og firmaet bag studentervognen fik en sigtelse efter udstyrsbekendtgørelsen.
NÆSTVED: To unge kvinder sigtet for butikstyveri
To piger på hhv. 16 og 17 år – begge fra Næstved – blev lørdag aften taget i at have stjålet varer i Næstved Storcenter for næsten 4.000 kroner. Politiet blev tilkaldt, og det viste sig ved en nærmere granskning af videoovervågning, at pigerne også havde stjålet fra butikker dagen forinden. De blev begge sigtet for butikstyveri.
NÆSTVED: Tog billeder i retten
Fredag sigtede politiet to kvinder på henholdsvis 16 og 17 år for at have taget billeder ved et retsmøde, der blev afviklet den 2. marts. Politiet har undersøgt anmeldelsen fra retten i Næstved, hvor dommeren havde bemærket to tilhørere, som brugte deres mobiltelefoner under retsmødet. En retsbetjent tjekkede telefonerne, hvor der var billeder fra retten på, som blev slettet. De to kvinder er sigtet for overtrædelse af retsplejelovens § 32, stk. 1:
NÆSTVED: Tre anholdt efter skrottyveri
Politiet fik onsdag klokken 1.56 en anmeldelse om, at der havde været indbrudstyve på en skrotplads på Smedevænget i Stenstrup ved Næstved. På overvågningsbillederne kunne man se to mænd, der rakte kabelskrot ud over indhegningen til en tredje og herefter forsvandt. Kort efter så en anden politipatrulje en udenlandsk bil, der kørte i sydlig retning ad Vordingborgvej, men føreren ville ikke standse, da politiet ville kontrollere bilen. Undervejs kørte bilisten også ud over en spærreflade, men til sidst blev turen afsluttet ved Vester Egesborg. Der var tre udenlandske mænd i bilen i alderen 31-51, og de blev alle tre anholdt og sigtet for tyveri og føreren blev sigtet for ikke at rette sig efter politiets anvisninger og for at køre over en spærreflade. Tyvene var stukket af fra gerningsstedet uden udbyttet, men der blev fundet omkring 70 kg kabelskrot uden for skrotpladsen. De tre mænd er fortsat anholdt, og skal nu afhøres nærmere.
NÆSTVED: Tre ulovlige knallerter afsløret
En patrulje fra færdselspolitiet var torsdag morgen på Jagtvej i Næstved, og her blev tre knallertkørere standset. De tre knallerter blev tjekket på et rullefelt, og det viste sig, at to af dem kunne køre noget hurtigere end tilladt. Den tredje havde et nedslidt fordæk, og føreren – en 17-årig fyr fra Næstved, blev sigtet for overtrædelsen. De to andre var henholdsvis en 16-årig og en 18-årig mand fra Næstved, og de blev sigtet for at køre på ulovlige knallerter.
NÆSTVED: Tre varetægtsfængslet efter skrottyveri
Politiet fik onsdag klokken 1.56 en anmeldelse om, at der havde været indbrudstyve på en skrotplads på Smedevænget i Stenstrup ved Næstved. Tre udenlandske mænd i bilen i alderen 31-51 år blev kort efter anholdt ved Vester Egesborg, og i et grundlovsforhør onsdag blev de tre mænd varetægtsfængslet frem til den 5. juli.
NÆSTVED: Ville i slagsmål
En 29-årig mand fra Glumsø opførte sig natten til lørdag klokken 2.44 temmelig voldeligt efter en uoverensstemmelse med nogle andre gæster på en beværtning i centrum af Næstved. Manden forsøgte at komme i slagsmål med de andre, og derfor blev politiet tilkaldt. Den 29-årige blev sigtet efter restaurationsloven og fik forbud mod at komme der.
NÆSTVED: Vold efter skænderi om cigaretter
Natten til lørdag klokken 0.34 blev både en mand og en kvinde udsat for vold, da de befandt sig på Grønnegade i Næstved. To mænd på 29 og 30 år hhv. slog og så på efter nogle skænderier om cigaretter. Derfor blev politiet tilkaldt, og betjentene fandt kort efter de to mænd på Næstved Banegård, hvor de blev anholdt og sigtet for vold.
TAPPERNØJE: Påvirket mand i et træ
I forbindelse med en almindelig patruljering ved Tappernøje sent i går aftes blev et par betjente opmærksomme på en bil, hvor noget ved kørslen vakte betjentenes opmærksomhed. De gjorde tegn til føreren om at standse, men i stedet gassede han op og fortsatte. Der gik dog ikke længe, før føreren standsede bilen og stak af til fods. Det var mørkt, og betjentene kunne ikke umiddelbart finde føreren af bilen, men det kunne en skarp politihund, som blev sat til at følge sporet efter føreren. Hunden sniffede sig frem til et træ, der stod ca. 75 meter fra den efterladte bil. Et stykke oppe sad en 23-årig mand fra lokalområdet og balancerede på en gren. Han blev bedt om at kravle ned, og det gik nogenlunde, selv om han virkede noget påvirket af euforiserende stoffer. Han blev anholdt og sigtet for at køre narkokørsel.
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
---|---|---|---|---|
Tappernøje | Brøderupvej | Fredag klokken 17.00-18.00 | Kontanter |
By | Vej | Tidspunkt | Kommentar |
---|---|---|---|
Næstved | – | Tirsdag klokken 19.10-21.00 | En blev sigtet for at køre 92 km/t, hvor man højst må køre 60 km/t, en blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen og en for ikke at have spændt sikkerhedsselen |
Fuglebjerg | Slagelsevej | Torsdag klokken 14.35-16.35 | To trafikanter blev standset og sigtet for at køre for hurtigt. Den højeste hastighed blev målt til 110 km/t, og begge står til et klip i kørekortet. For den enes vedkommende bliver det klip nr. 3 inden for tre år, og det medfører en betinget frakendelse af kørekortet |
By | Vej | Tid | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Næstved | Slagelsevej | Mandag klokken 7.43-13.20 | 1065 | 69 | 50 km/t | 90 km/t | Seks klip og en betinget frakendelse |
Tappernøje | Sydmotorvejen | Onsdag klokken 18.49-1.00 | 1994 | 41 | 130 km/t | 168 km/t | Tre betingede frakendelser |
Herlufmagle | Suså Landevej, hvor der er vejarbejde | Tirsdag klokken 3.45-8.45 | 1144 | 83 | 50 km/t | 106 km/t | To betingede frakendelser, en ubetinget frakendelse og 22 klip |
Næstved | Østre Ringvej | Torsdag klokken 8.19-10.19 | 901 | 6 | 60 km/t | 80 km/t | – |
Mogenstrup | Præstø Landevej | Mandag klokken 10.46-14.05 | 1414 | 8 | 60 km/t | 77 km/t | – |
Næstved | Vordingborgvej, Stenstrup | Mandag klokken 7.25-10.10 | 712 | 10 | 70 km/t | 105 km/t | Et klip |
Herlufmagle | Suså Landevej, Buske, hvor der er vejarbejde | Torsdag klokken7.40-14.00 | 1325 | 29 | 50 km/t | 80 km/t | Fem klip |
Næstved | Østre Ringvej | Torsdag klokken 14.23-15.38 | 770 | 8 | 60 km/t | 80 km/t | – |