Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2023/12/20 til 2024/01/02.
FUGLEBJERG: To anholdt efter indbrud
Julemorgen fik politiet en anmeldelse om, at indbrudsalarmen var gået i en virksomhed på Kristensmindevej i Fuglebjerg. Indbrudstyve havde klippet en hængelås over og stjålet omkring 1.000 liter diesel. Ud fra overvågningsbillederne mente den ene politibetjent at genkende den bil, tyvene var kørende i, og derfor fandt politiet kort efter frem til to mænd på 35 og 36 år fra lokalområdet. Bilen var parkeret på stedet sammen med en påhængsvogn, hvor der stod en palletank med diesel og noget pumpeudstyr. De to mænd blev anholdt klokken 6.24 og sigtet for indbruddet. De blev taget med politistationen i Næstved, hvor de blev afhørt, inden de blev løsladt igen juledag.
NÆSTVED OG NYKØBING F: Dreng udsat for røveri
I går aftes klokken mellem klokken 20.20 og 20.45 var en dreng udsat for et røveri, da han befandt sig i et tog fra Næstved mod Nykøbing F. Drengen sad i en togvogn, hvor der også var tre teenagedrenge og en teenagepige på ca. 15-18 år. Gruppen af teenagere havde opført sig truende overfor drengen, og en af teenagedrengene havde taget drengen om halsen og fået ham til at udlevere sin taske til dem. Overfaldsmanden beskrives som: dansk af udseende, ca. 16-18 år, almindelig af bygning, lys i huden, talte dansk og var bl.a. iført en sort kasket med skriften “BLS”. Politiet hører gerne fra vidner på telefon 114.
NÆSTVED: 19-årig mand sigtet for salg af ulovlige stoffer
En politipatrulje så anden juledag noget, der kunne ligne en handel med ulovlige stoffer på Snerlevej i Næstved. Her traf politiet en 32-årig mand, som kort forinden havde købt to klumper hash, og en 24-årig mand, der havde handlet sig til 9,2 gram gråt pulver. De to mænd blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og sælgeren – en 19-årig mand – blev anholdt klokken 18.19 og sigtet for salg af euforiserende stoffer. Hans adresse blev ransaget, og her blev der fundet 3,6 gram hash og et kontant beløb.
NÆSTVED: 45-årig anholdt efter brand
Onsdag aften fik brandvæsen og politi en anmeldelse om, at der var brand på en adresse på Snerlevej i Næstved, hvor ilden havde fat i en havedør. Der lugtede kraftigt af brandbare væsker, men det lykkedes for beboeren selv at slukke ilden, uden at nogen kom til skade. Vidneforklaringer førte frem til, at politiet klokken 0.37 anholdt en 45-årig mand fra lokalområdet. Politiet undersøger samtidig, om der er sammenhæng med en påsat brand i en affaldscontainer på Skovburren. Den anholdte er sigtet for brandstiftelse, og det overvejes i øjeblikket, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
NÆSTVED: Drenge sigtet for brandstiftelse
Politiet fik natten til tirsdag en anmeldelse om, at der var ild i en skraldespand i et busskur på Parkvej i Næstved, og politiet så to personer, der stak af fra stedet. Den ene blev løbet op på Manøvej og anholdt klokken 4.00, mens politihunden Yankee snusede sig frem til den anden, som forholdt sig helt rolig ved synet af politihunden og derfor blev anholdt klokken 4.20. Det var en 16-årig og en 17-årig dreng, og de blev begge sigtet for brandstiftelse og taget med til politistationen i Næstved, hvor deres forældre blev tilkaldt til at overvære afhøringen. De er begge løsladt igen, og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.
NÆSTVED: Ekskæreste sigtet for vold
Politiet blev mandag den 25. december kaldt til en adresse i Næstved, hvor en 30-årig kvinde fortalte, hun havde fået et blåt øje af sin ekskæreste. Det var en 40-årig mand fra Hvidovre, som fortsat var på stedet, så han blev anholdt klokken 13.25 og sigtet for vold. Der var også begået hærværk mod den 30-åriges bil, der holdt parkeret på adressen, og den 40-årige blev også sigtet for hærværk. Efter afhøring på politistationen i Næstved blev den sigtede løsladt igen klokken 17.34.
NÆSTVED: Overfusede politibetjente
En politipatrulje kørte natten til tirsdag i centrum af Næstved, og i Ramsherred så politibetjentene tre personer, som de besluttede sig for at tjekke nærmere. Den ene af mændene nåede dog hurtigt hen til politibilen, hev den ene dør op og overfusede betjentene med en stribe kedelige gloser. Han ville ikke dæmpe sig og forlade stedet og for at få ro på stedet blev han anholdt klokken 4.01 og sigtet for fornærmelig tiltale. Det var en 26-årig mand fra Næstved, som blev taget med til politistationen, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 10.25.
NÆSTVED: På tur med hash på lommen
En politipatrulje stødte torsdag aften klokken 21. 05 på en ung mand med ukendt adresse, der gik rundt på Ejlersvej i Næstved. Det viste sig, at han havde en klump hash på sig, og derfor blev han sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
NÆSTVED: På tur med ulovlige kanonslag
I forbindelse med en ganske almindelig patruljering blev en 26-årig mand standset, da den kom kørende i bil ad Havnegade i Næstved tidligt nytårsdag klokken 5.49. Det viste sig, at han i bilen havde en god håndfuld ulovlige kanonslag, og derfor blev han sigtet efter fyrværkeriloven. Kanonslagene blev senere destrueret af forsvarets bomberyddere.
NÆSTVED: Utilfreds 17-årig lå på gaden
Mandag klokken 22.23 fik politiet en anmeldelse om, at der lå en mand på gaden på Dania i Næstved, og at han ikke virkede helt frisk. Det viste sig at være en 17-årig fyr fra Fuglebjerg, der imidlertid ikke var venligt stemt over for politiet, som ville hjælpe ham videre. Han kom med nogle skældsord, og derfor blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og da han ikke umiddelbart kunne tage vare på sig selv, blev han anholdt klokken 22.41 og kørt hjem. De sociale myndigheder er underrettet om sagen.
TAPPERNØJE: 81-årig mistede livet i færdselsulykke
En 81-årig mand fra Køge mistede torsdag aften livet i en færdselsulykke, der skete ved Tappernøje. En bil med en 34-årig kvinde ved rattet kom kørende på Hovedvejen, hvor der var et træ, der var væltet som følge af stormen. Bilisten undveg træet, men stødte sammen med en modkørende bil, som havde den 81-årige som fører. Den 81-årige blev erklæret død på stedet. De pårørende er underrettet. Den 34-årige kvinde blev sammen med en passager fra bilen kørt til et rutinetjek på sygehuset i Køge, og der er helt rutinemæssigt gennemført en alkometertest, der ikke gav nogen form for udslag. Politiets bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge uheldsstedet.
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
---|---|---|---|---|
Herlufmagle | Hæggerupvej | Mandag klokken 01.41 | Smykker og tablet | |
Næstved | Markpibervej | Fredag klokken 10.00-11.30 | Bilnøgle | |
Næstved | Riddergade | Fredag den 29. december klokken 13.00-mandag den 1. januar klokken 14.30 | Endnu ikke opgjort | |
Næstved | Tove Ditlevsens Vej | Søndag klokken 15.30- mandag klokken 18.40 | Kontanter | |
Næstved | Åstien | 22/12 – 28/12 | Vides endnu ikke | |
Næstved | Præstøvej | Fredag klokken 12.00 | Endnu ikke opgjort om der er stjålet noget | |
Næstved | Frøstjernevej | Tirsdag klokken 14.07 | Elektronik og nøgle | |
Næstved | Vridsløsevej | Fredag klokken 18.42 | Lamper | |
Tappernøje | Brøderupvej | Mandag klokken 12.00-18.50 | Motorsav | |
Næstved | Præstøvej | Torsdag klokken 15.16 | Endnu ikke opgjort | |
Toksværd | Villa Gallinavej | Tirsdag klokken 7.00-14.22 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
By | Vej | Tidspunkt | Kommentar |
---|---|---|---|
Næstved | – | Fredag klokken 13.45-17.45 | En bilist blev sigtet for spirituskørsel, og en person blev sigtet for ikke at overholde skiltning med venstresving forbudt |
Fuglebjerg | Ydre Korsørvej | Mandag klokken 16.00-17.00 | I alt blev syv køretøjer kontrolleret, og to bilister blev sigtet for at køre hurtigere end det tilladte |
Næstved | – | Mandag klokken 15.00-22.00 | I alt blev tre bilister sigtet for at køre hurtigere end det tilladte. Den højeste hastighed blev målt til 142 km/t på en strækning hvor der kun er tilladt at køre 80 km/t |
Næstved | – | Onsdag klokken 21.00-23.45 | Tre bilister blev sigtet for at køre for hurtigt, og det udløste et klip til dem hver |
By | Vej | Tid | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Næstved | Havnegade | Fredag klokken 18.27-23.12 | 951 | 31 | 50 km/t | 92 km/t | Tre klip |
Næstved | Præstø Landevej | Lørdag klokken 13.51-20.06 | 865 | 60 | 50 km/t | 74 km/t | Tre klip |
Tappernøje | Sydmotorvejen | Søndag klokken 10.06-15.36 | 2572 | 20 | 130 km/t | 160 km/t | – |
Næstved | Vallensved Bygade | Kl. 16.14 – 19.04 | 680 | 14 | 50 km/t | 72 km/t | 2 klip |
Næstved | Østre Ringvej | Onsdag klokken 08.16-10.16 | 737 | 11 | 60 km/t | 88 km/t | Et klip |
Næstved | Slagelsevej | Fredag klokken 15.42-22.12 | 840 | 49 | 50 km/t | 75 km/t | Fire klip |
Næstved | Vordingborgvej | Torsdag klokken 10.55-12.55 | 449 | 4 | 70 km/t | 84 km/t | – |
Tappernøje | Strandvejen | Torsdag klokken 13.50-16.50 | 244 | 13 | 50 km/t | 80 km/t | Et klip |
Næstved | Østre Ringvej | Onsdag klokken 16.18-19.18 | 1345 | 10 | 60 km/t | 83 km/t | Et klip |
Herlufmagle | Helgesvej | Tirsdag klokken 5.58-11.58 | 400 | 56 | 40 km/t | 65 km/t | 11 klip |