Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2020/09/14 til 2020/09/22.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

NÆSTVED: Stjal tøj for over 4.000 kroner
Mandag eftermiddag fik politiet en anmeldelse fra Næstved Storcenter, hvor personalet i en tøjbutik tilbageholdt en mand, der havde stjålet to trøjer og to par bukser. Det var en 35-årig udenlandsk mand, der havde stjålet tøj for en værdi af 4.200 kroner. Han blev anholdt klokken 15.08 og sigtet for butikstyveri. Den 35-årige blev taget med til afhøring med tolk på politistationen i Næstved, og blev løsladt igen klokken 18.32, hvor han blev præsenteret for en bøde på 3.500 kroner.

GLUMSØ: Musikanlæg blev taget med
Politiet fik lørdag klokken 21.20 en anmeldelse om, at der blev spillet meget høj musik ved en privat fest i Glumsø. En patrulje tog forbi, og der blev i første omgang lagt en dæmper på festlighederne. Lidt senere var den dog gal igen. Klokken 2 om natten var der på ny gang i festen med høj musik og meget larm. Politiet valgte derfor denne gang at tage musikanlægget med, da de gik.

NÆSTVED: Aggressiv mod politiet
En 26-årig mand fra Bandholm blev anholdt fredag klokken 21.20, efter at han havde opført sig aggressivt over for politiet på en privat adresse i Næstved. Han nægtede at samarbejde, var meget ophidset og modsatte sig politiets ansvisninger. Han blev derfor sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde. Han blev løsladt igen klokken 21.40.

NÆSTVED: Postkasse og elskab blev sprængt i stykker
Fredag aften omkring klokken 23.35 blev flere postkasser og et elskab sprængt i stykker af kanonslag ved Nygårdsvej og Rolighedsvej i Næstved. Et vidne bemærkede kort efter, at der blev smidt et kanonslag ud fra en bil, der kom kørende på Vordingborgvej, og politiet fandt på den baggrund hurtigt frem til bilen, der blev standset ved en nærliggende tankstation. I bilen sad to mænd på henholdsvis 19 og 20 år, der begge var fra Næstved. I bilen lå flere kanonslag, og de to mænd blev derfor sigtet for flere forhold af hærværk og for at overtræde fyrværkeriloven.

NÆSTVED: Råbte op på gaden
Politiet blev lørdag klokken 05.49 kaldt ud til Ringstedgade i Næstved, hvor et par unge mænd opførte sig aggressivt, råbte op på gaden og blandt andet havde sparket til en dør. De virkede berusede, og en af dem – en 20-årig mand fra Næstved – hidsede sig op over for politiet og nægtede at forlade stedet, da han blev bedt om det. Han blev derfor anholdt klokken 06.16 og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Han blev løsladt igen klokken 12.34.

NÆSTVED: Stjålet bil
En patrulje standsede søndag klokken 01.10 en bil, der kom kørende på Vestre Ringvej i Næstved. Her viste det sig, at bilen var stjålet. Han blev derfor anholdt klokken 01.52, sigtet for brugstyveri af bilen, og taget med på stationen, hvor han blev afhørt, før han blev løsladt igen klokken 04.24. Det var en 31-årig mand med ukendt adresse.

NÆSTVED: Ukrudtsbrænder satte ild til facaden
Facaden og dele af taget på Vestergaard Møbler på Merkurvej i Næstved blev søndag aften beskadiget ved en mindre brand. Klokken 18.33 blev politi og brandvæsen tilkaldt, og brandvæsenet fik hurtigt ilden under kontrol. Det var tilsyneladende brugen af en ukrudtsbrænder, der havde startet branden, og en 52-årig mand fra Vanløse blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

NÆSTVED: 20-årig havde hash
Politiet tjekkede torsdag klokken 12.45 en 20-årig mand på Nygårdsvej i Næstved. Det viste sig, at han havde 1,5 gram hash på sig, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: Sigtet for at sælge ulovlige stoffer
Politiet ransagede torsdag en lejlighed i Næstved, og politihunden Speedy snusede sig frem til i alt 336,2 gram amfetamin og 50,5 gram cannabis. Beboeren i lejlighed – en 59-årig mand – blev anholdt klokken 14.15 og sigtet for salg af narkotika. Han er fortsat anholdt, og det overvejes i øjeblikket, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

NÆSTVED: 21-årig med hash
Politiet undersøgte i går klokken 17.30 en nedlagt lagerbygning på Vordingborgvej i Næstved. Her traf politibetjentene en 21-årig mand fra byen, som sad og drak energidrik og røg hash. Da betjentene visiterede den 21-årige, fandt de desuden tre klumper hash, der vejede godt 3 gram. Derfor blev han sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

FUGLEBJERG: Her  sprænges!
Tirsdag formiddag fik politiet en anmeldelse om, at en borger havde fisket en granatlignende genstand op af søen ved Rejnstrupvej uden for Fuglebjerg. Forsvarets ammunitionstjeneste (EOD) blev kontaktet, og specialisterne fastslog, at der var tale om en ueksploderet mortergranat, og derfor rykkede bomberydderne ud. Trafikken på vejen blev kortvarigt standset, mens granaten blev sprængt.

FENSMARK: 18-årig sigtet for at have sat ild til biler
Natten til søndag klokken 3.58 udbrød der brand i flere biler på Østerled i Fensmark. Fire biler udbrændte helt og to fik skader fra strålevarmen. Gennem vidneforklaringer og en dygtig politihund fandt politiet en times tid senere frem til en 18-årig ung mand fra lokal området, som blev anholdt og sigtet for brandstiftelse.

NÆSTVED: Ville ikke tage mundbind på
En 32-årig mand fra Mern var fredag klokken 11.20 på vej med tog til Næstved, da togpersonalet opdagede, at han ikke havde mundbind på – og i øvrigt ikke ville fortælle, hvorfor han mente sig fritaget. Derfor ventede to politibetjente på Næstved station på ham, da toget kørte ind. Han blev sigtet efter sundheds- og socialloven.

NÆSTVED: Straksdom til 57-årig mand
Politiet fik fredag et tip om, at der på Anemonevej i Næstved skulle befinde sig en mand med et skarpladt våben. Gennem en større politiindsats fik politiet omringet huset og fik de fire mænd, der befandt sig på stedet, ud. De blev alle anholdt, og en 57-årig mand blev sigtet efter våbenloven, da der blev fundet et oversavet jagtgevær i huset. Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han fik en straksdom på to års fængsel.

NÆSTVED: Nægtede at forlade stedet
Lørdag aften klokken 22.10 fik politiet en anmeldelse om, at en 40-årig mand fra Næstved var uønsket til et privat arrangement, men nægtede at forlade stedet. Da politiet kom, var han vred og aggressiv, og han blev derfor anholdt klokken 22.42 og taget med på stationen. Han blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, og da det desuden viste sig, at han også havde 2,3 gram hash på sig, blev han også sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer. Han blev løsladt igen klokken 06.20.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Glumsø Birkelundsvej Hus Mandag klokken 10.30-16.00 Smykker
Næstved Kegnæsvej Villa Lørdag d. 12/9-20 kl. 08.00-fredag d. 18/9-20 kl. 21.07 Intet stjålet
Næstved Hedetoften Villa Torsdag kl. 18.00-00.15 Intet stjålet
Næstved Kærsagrene Hus Søndag klokken 17.00 – mandag klokken 16.10 Bora induktionskogeplade, AEG kaffemaskine, AEG vaskemaskine og Quooker armatur.
Næstved Vættehøjen Villa Lørdag klokken 17.00-søndag klokken 06.25 Harddisk

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar  
Næstved Ringstedgade Torsdag klokken 23.10 – 23.40 3 køretøjer blev standset. Én blev sigtet for at have kørt for hurtigt, at det giver en betinget frakendelse  
Næstved Venstre Ringvej Tirsdag klokken 22.48 26-årig kvinde fra Slagelse Spirituskørsel
Næstved Holmevej Tirsdag klokken 14.55 33-årig mand fra Slagelse Narkotikakørsel

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Næstved Havnegade Søndag klokken 18.50-22.14 569 46 50 99 Ni klip og fire betingede frakendelser