Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet fra den 12. november 2018 til den 20. november 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

HÆNDELSER
NÆSTVED: Overtrædelse af ordensbekendtgørelsen
Onsdag klokken 14.23 fik politiet en anmeldelse om, at der var en borger i kommunens borgerservice i Rådmandshaven i Næstved, som var opfarende og truende. En politipatrulje fik kontakt med manden, der viste sig at være 34 og fra København. Han faldt ikke til ro ved synet af politiet, og for at få ro på stedet, blev den 34-årige anholdt klokken 14.44. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og taget med til politistationen i Næstved, hvor han dampede af, inden han blev løsladt igen klokken 17.10.

NÆSTVED: Intet kørekort og euforiserende stoffer
En 39-årig mand fra Præstø blev tirsdag klokken 10.20 standset af politiet på Næstvedvej ved Baarse, hvor han kom kørende i bil. Imidlertid havde den 39-årige ikke noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Han var flere gange tidligere blevet sigtet for kørsel uden førerret, og derfor blev hans bil beslaglagt på stedet.

Politiet standsede tirsdag klokken 11.18 en bil på Vordingborg Landevej lidt uden for Vester Egesborg. Føreren var en 27-årig mand uden fast bopæl, som virkede påvirket af stoffer. En narkometertest gav udslag for ulovlige stoffer, og den 27-årige blev herefter anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand. En 21-årig mand fra Næstved, der var passager i bilen, viste sig at have tre klumper hash på i alt seks gram. Den 21-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

En 49-årig mand fra Korsør blev fredag klokken 15.52 standset af politiet på Landevejen i Holme-Olstrup i en rutinekontrol. Det viste sig, at den 49-årige mand ikke havde noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Da det var tredje gang, den 49-årige blev sigtet for at køre uden førerret, blev hans bil beslaglagt på stedet.

NÆSTVED: Kniv i p-hus
Sent lørdag aften fik politiet en henvendelse om, at der var forsamlet flere unge mennesker i p-huset på Grønvej i Næstved, og at det virkede som om, de brugte stedet som en slags varmestue. En politipatrulje kørte forbi p-huset, hvor specielt en 19-årig mand fra byen optrådte højrøstet og råbende. Han kaldte betjentene for fucking idioter, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev anholdt klokken 0.20, og ved en visitation fandt politiet en ulovlig kniv med en klinge på otte cm på ham. Den 19-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven. Han blev afhørt på politistationen i Næstved, inden han blev løsladt igen klokken 2.56.

NÆSTVED: Ophidset tilhænger til fodboldkamp
En 23-årig mand fra Horbelev var søndag til fodboldkamp i Næstved, men måske på grund af Nykøbing-holdets nederlag kom den 23-årige i klammeri med en vagt på stedet. Det var en 23-årig mand fra Horbelev, og han blev anholdt klokken 15.55 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 23-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 16.51.

NÆSTVED: 27-årig havde en strømpistol – står til en bøde
Torsdag klokken 22.41 blev politiet kaldt til Meistersvej i Næstved, hvor to mænd havde været i tumult, og den ene havde viste en strømpistol frem. Det var åbenbart nogle nabostridigheder, der var brudt ud i lys lue, og den ene af de stridende parter, en 27-årig mand, havde vist en strømpistol frem, men havde ikke brugt den. Den anden, som er en 34-årig mand, fik det dårligt, og derfor blev der tilkaldt en ambulance og politiet. Den 27-årige blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, og han kan så vente at modtage en bøde på 3.000 kroner.

NÆSTVED: To varetægtsfængslet efter indbrud i varebiler
To mænd blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Næstved, efter at de natten til torsdag var blevet anholdt. De er sigtet for indbrud i 11 varebiler forskellige steder i Næstved, hvor der er stjålet store mængder forskelligt værktøj. De to mænd blev varetægtsfængslet frem til den 28. november. Anholdelsen skete, efter at et vidne lidt over klokken 2 havde set lys fra lommelygter inde fra to håndværkerbiler, som holdt parkeret på Grønlandsvej, og på baggrund af vidneudslag fik politiet standset en mistænkelig bil få hundrede meter fra gerningsstedet. Føreren var en 31-årig mand fra København, og der var også en 28-årig mand uden fast bopæl med i bilen, som i øvrigt også rummede en hel del værktøj. Den 31-årige virkede påvirket af stoffer, så han blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand, og de blev begge anholdt klokken 2.20. De to mænd blev varetægtsfængslet frem til den 28. november.

NÆSTVED: Fandt ulovlig stoffer og knive i lejlighed
Politiet gennemførte onsdag formiddag en ransagning af en lejlighed i Grønnegade i Næstved. Der var en 20-årig kvinde til stede i lejligheden sammen med en 34-årig mand, og den 20-årige var noget ophidset over politiets tilstedeværelse, så hun spyttede den ene af betjentene i ansigtet. Hun blev derefter anholdt klokken 9.59 og sigtet for vold, og ved visitationen af hende blev der fundet 0,7 gram hash, så hun blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 20-årige kvinde blev løsladt igen klokken 14.06 efter afhøring. I lejligheden blev der fundet 3,8 gram hash, 1,17 gram pot, en joint og ni ulovlige knive, og den 34-årige mand blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og knivloven.

NÆSTVED: Anholdt efter butikstyveri
Onsdag klokken 19.05 blev politiet kaldt til Toys “R” Us på Vestergårdsvej i Næstved, som netop havde haft besøg af nogle kunder, som medarbejderne mistænkte for at have stjålet en masse varer i form af headsets, kameraer m.v. Det var seks kunder, og da de forlod butikken med en barnevogn, som tyvekosterne formentlig var skjult i, forsøgte en medarbejder at standse dem på p-pladsen. De kørte imidlertid fra stedet og medarbejderen måtte springe op på køleren af bilen for ikke at blive ramt. Han kom dog ikke noget til. Oplysninger om bilen førte sidst på aftenen politiet frem til en adresse i Korsør, hvor der blev fundet en mængde legetøj. Politiet anholdt en 28-årige kvinde klokken 22.42, og grund af sagens karakter blev hun sigtet for røveri. Hun skal nu afhøres nærmere af politiet, som fortsat leder efter de øvrige gerningsmænd.

GLUMSØ: 49-årig kvæstet i færdselsuheld
Tirsdag klokken 12.47 fik politiet anmeldelse om et færdselsuheld, der var sket ved Brobakken på Tyvelsevej ved Glumsø. En bil med en 49-årig mand fra Herlufmagle ved rattet kom kørende i sydøstlig retning, men af ukendte årsager mistede føreren herredømmet over bilen og kørte frontalt ind i et vejtræ. Vejen var spærret, mens redningsarbejdet stod på, og den 49-årige blev fløjet til rigshospitalet til behandling for sine kvæstelser i helikopter. Han har fået flere knoglebrud, men meldes uden for livsfare.

FENSMARK: 82-årig udsat for tricktyveri
En 82-årig kvinde kom fredag klokken 13.30 trillende hjem på en el-scooter, da hun på Granitvej i Fensmark blev kontaktet af en mand, der trak på en cykel, der var flad. Han spurgte, om den 82-årige havde en cykelpumpe, men det kunne hun ikke hjælpe med. Han bad i stedet om et glas vand, og mens den 82-årige fandt det frem, nappede den pågældende i et ubevogtet øjeblik en pung med personlige papirer og kontanter fra den 82-årige. Herefter stak tyven af fra stedet. Han beskrives som dansk af udseende, ca. 35 år, omkring 185-190 cm høj. Han var kraftig af bygning, lys i huden og talte dansk. Han havde en flerfarvet hue på og en vindjakke i ukendt farve. Han trak med en turkisgrøn damecykel. Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har oplysninger til sagen.

NÆSTVED: 23-årig havde hash og kørte uden kørekort
Fredag klokken 17.35 standsede politiet en bil med to mænd i på Gramsvej i Næstved. Føreren – en 23-årig mand fra Tappernøje – havde ikke noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Ved en undersøgelse af bilen fandt politibetjentene en lille pose med 0,82 gram hash, og den 23-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: Sigtet for narkokørsel havde hash med sig
Politiet standsede fredag klokken 21.55 en 34-årig mand fra København, der kom kørende ad Kornbakken i Næstved. En narkometertest gav udslag for cannabis, og den 34-årige blev derfor sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Da betjentene undersøgte bilen, fandt de 194,7 gram hash, en dolk og en enhåndsbetjent, låsbar foldekniv, og den 34-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven, knivloven og lov om euforiserende stoffer. Han blev anholdt klokken 22.03 og taget med til afhøring på politistationen i Næstved. Her kunne politiet konstatere, at han også havde et større kontant beløb på sig, som blev beslaglagt på mistanken om, at pengene stammer for salg af stoffer. Den 34-årige blev løsladt igen klokken 23.39.

NÆSTVED: Råbte efter dørmand
Politiet fik lørdag klokken 1.01 en anmeldelse om, at der var en gæst uden for et værtshus i Ramsherred i Næstved, som optrådte højtråbende. Det var en 19-årig mand fra Vordingborg, som havde råbt efter en medarbejder på værtshuset, og han blev herefter sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 19-årige står til en bøde på 1.500 kroner for overtrædelsen.

NÆSTVED: Endnu en person varetægtsfængslet efter tyveri
Den 23. oktober fik politiet en anmeldelse om, at der gik to mistænkelige personer omkring med en trillebør på en skrotvirksomhed på Smedevænget i Næstved. Flere politipatruljer blev sendt til stedet, og politifolkene så en skikkelse, der løb ud over en mark. Politihunden Pepsi snusede sig umiddelbart efter frem til en mand, der lå og trykkede sig i noget buskads. Det var en 39-årig udenlandsk mand, der efterfølgende blev stillet for retten og varetægtsfængslet i sagen. Medgerningsmanden tabte under flugten sin pung med id-kort, og har siden været efterlyst. Det gav pote fredag, da han landede i Kastrup lufthavn med et fly fra udlandet. Der var tale om en 50-årig udenlandsk mand, som blev anholdt klokken 10.34 og sigtet for tyveriet. I et grundlovsforhør lørdag blev den 50-årige varetægtsfængslet frem til den 21. november.

NÆSTVED: 25-årig sigtet for at sælge stoffer
To politibetjente var lørdag klokken 21.55 på Circle K i Sct. Jørgens Park i Næstved, hvor de tankede benzin på en politibil. En knallertkører, der stod ved en anden benzinstander var tydeligvis noget utryg ved, at politiet var tæt på, og den ene betjent tog kontakt til ham. Utrygheden bundede formentlig i, at knallertkøreren – en 25-årig mand fra Næstved – havde fem små poser skunk a to gram og 24 små poser hash a to gram. Den 25-årige blev derfor anholdt klokken 22 og sigtet for salg af stoffer. Han blev taget med til politistationen, hvor han blev løsladt efter afhøring klokken 22.58.

NÆSTVED: 25-årig fik bilen beslaglagt
Søndag klokken 1 standsede politiet en bil med en 24-årig mand fra Næstved ved rattet. Det skete på Industrivej i Næstved. Den 24-årige havde ikke noget kørekort, så han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret, og da han flere gange tidligere var blevet sigtet for kørsel uden førerret, blev hans bil beslaglagt på stedet.

NÆSTVED: 19-årig talte grimt til politiet – sigtet for en stribe færdselsforseelser
Søndag klokken 2.25 standsede politiet en 19-årig mand fra Næstved. Det skete, efter at han flere gange havde ladet være med at bruge blinklyset, når han svingede. Ved kontrollen afviste den 19-årige at give betjenten sit kørekort, og da han kørte fra stedet, skete det med hjulspin, og han kaldte desuden politiet for fucking pansersvin. Under visitationen fandt betjentene også en låsbar foldekniv på den 19-årige, og han blev herefter sigtet for flere færdselslovsovertrædelser, for overtrædelse af knivloven og for “fornærmelig tiltale”.

NÆSTVED: Bøder til to tissetrængende mænd
To mænd blev med en god halv times mellemrum grebet i at tisse på gaden i Næstved natten til søndag. Det skete i Grønnegade, og den første blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen klokken 1.06, mens den næste blev afsløret klokken 1.43. Der er tale om en 29-årig mand fra Næstved og en 19-årig mand fra Søllested, og de står nu begge til at modtage en bøde på 1.000 kroner.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Næstved Stenhusvænge Hus Lørdag kl. 11.15 – mandag kl. 17.15 Endnu ikke opgjort
Næstved Sct. Jørgens Park Lejlighed Mandag kl. 16.30 – 17.00 Smykker og kontanter
Næstved Karrebækvej Lejlighed Fredag kl. 13.00 – 15.30 Euro
Næstved Tarupvej Hus Tirsdag klokken 10-14 Kontanter, en playstation 4, parfume og en iPad
Næstved Farimagsvej Lejlighed Fredag klokken 14-22 Kontanter
Næstved Mejerivej Hus Lørdag klokken 4.30-22.30 Kontanter

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Næstved Vordingborg Landevej Mandag kl. 10.00 – 13.30 Målrettet færdselskontrol – 15 køretøjer standset – 7 sigtet for ikke at have medbragt kørekort, 1 sigtet for ikke at anvende sikkerhedssele, 1 sigtet for at køre med blå positionslygtepærer, 1 sigtet for spirituskørsel, 4 sigtet for at køre uden førerret, 1 sigtet for kørsel i frakendelsestiden og 1 sigtet for at overlade føringen til en uden kørekort.
Næstved Ringstedgade Lørdag kl. 13.24 – 13.43 §53 undersøgelse – 14 køretøjer standset – ingen sager.
Næstved Vordingborgvej Søndag kl. 11.37 – 11.53 §53 undersøgelse – 14 køretøjer standset – ingen sager.
Næstved Præstø Landevej Onsdag kl. 08.50 – 09.17 § 53 undersøgelse – 28 køretøjer standset.
Intet at bemærke.

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Fuglebjerg Skælskørvej Fredag kl. 08.10 – 11.15 ATK 140 8 80 km/t 118 km/t 3
Fuglebjerg Sandvedvej Fredag kl. 05.15 – 08.00 ATK – bestilt færdselskontrol 244 30 50 km/t 81 km/t 8 klip
Næstved Sorøvej/Ganges Bro Onsdag kl. 14.00 – 20.15 ATK 910 35 60 km/t 93 km/t 7 klip og 1 betinget frakendelse
Næstved Vordingborg Landevej Klokken 7.30-13.30 ATK 825 42 50 km/t 77 km/t Syv klip
Næstved Østre Ringvej Klokken 8.35-11.15 ATK 811 12 60 km/t 78 km/t
Fensmark Holmegaardsvej Fredag klokken
10.15-1
2.10
ATK – bestilt færdselskontrol 243 55 50 km/t 80 km/t Syv klip
Næstved Østre Ringvej Fredag klokken 6.24-9.31 ATK 1343 36 60 km/t 82 km/t Et klip