Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet fra den 15. oktober 2018 til den 23. oktober 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

HÆNDELSER
NÆSTVED: 15-årig sigtet for trusler
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog mandag flere anmeldelser om nogle Facebook-trusler, der kunne tolkes som et muligt skoleskyderi tirsdag på Kalbyrisskolen i Næstved. Efter kort tids efterforskning lykkedes det politiet at identificere gerningsmanden til truslerne. Der er tale om en 15-årig dreng fra lokalområdet. Den 15-årige blev anholdt klokken 17.02 og sigtet for truslerne, og efter en afhøring på politistationen i Næstved blev han løsladt. Efter afhøringen er det politiets helt klare opfattelse, at drengen har forstået sagens alvor i de ubegrundede trusler. Skolens ledelse er løbende orienteret om sagens udvikling.

NÆSTVED: Butikstyve udvist
Fredag klokken 11.45 fik politiet en anmeldelse om, at to mænd havde været i Rema1000 på Erantisvej i Næstved og var gået fra stedet med kurvfuld varer uden at betale for dem. De to mænd blev fundet ved et busstoppested lige i nærheden – og med en trolley fuld af varer til en værdi af godt 1.800 kroner. Der var tale om to udenlandske mænd på henholdsvis 27 og 48 år, og de blev begge anholdt og sigtet for butikstyveri. De blev taget med til afhøring på politistationen i Næstved, og her betalte de hver en bøde, og lørdag blev de udvist af Danmark og fulgt til færgen i Rødbyhavn.

NÆSTVED: Sigtet for at stjæle iPhone
Politiet fik fredag klokken 14.32 en henvendelse om, at en iPhone var forsvundet fra en adresse på Marskvej i Næstved, og via funktionen Find My iPhone kunne ejeren se, at den befandt sig i den sydlige bydel. Politiet kørte til adressen, hvor en 51-årig mand bor. Ganske rigtigt lå den stjålne iPhone på bordet, og den 51-årige fortalte, at han havde fundet den og var på vej til at aflevere den til politiet som hittegods. Den forklaring virkede dog ikke troværdig, så den 51-årige blev sigtet for tyveri af mobilen, som kort efter blev afleveret til den rette ejermand.

NÆSTVED: En fuckfinger til 1.500 kroner
En politipatrulje havde lørdag klokken 1.44 standset en bil i en rutinekontrol på Karrebækvej i Næstved. En anden bil standsede lige i nærheden, og en passager fra bilen stillede sig midt på vejen. Han råbte efter betjentene og gav dem fingeren, og for at få ro på stedet, blev han anholdt. Der er tale om en 19-årig mand fra Næstved, og han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 19-årige kan nu forvente en bøde på 1.500 kroner for overtrædelsen.

NÆSTVED: Skændtes med taxachauffør – sigtet efter ordensbekendtgørelsen
Lørdag klokken 4.27 blev politiet kaldt til Figenvej i Næstved, hvor en kunde i en taxa var raget uklar med chaufføren om den rute, der var kørt. Det var en 22-årig mand fra Jyderup, og da han fortsat var aggressiv og råbende, blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

NÆSTVED: Butikstyve stjal varer for over 5.000 kroner
Torsdag klokken 13.20 blev politiet kaldt til Refsnæsvej i Næstved, hvor et vidne tilbageholdt to personer, som havde stjålet varer fra Netto på Åderupvej. Det var en medarbejder fra forretningen, som havde fået mistankte til to “kunder”, som havde optrådt mistænkeligt. Det var to udenlandsk mænd på henholdsvis 21 og 22 år, og det viste sig da også, at de havde stjålet varer for godt 1.500 kroner. Der var også stjålne varer fra Kvickly i deres bil for mere end 3.500 kroner. De to mænd blev anholdt klokken 13.35 og sigtet for butikstyveri, og de er fortsat anholdt, idet politiets udlændingekontrolafdeling nu undersøger deres forhold.

NÆSTVED: Råbte efter politiet
En gruppe unge mænd i alderen 16-19 år var torsdag aften ved politistationen i Næstved, og da nogle betjente henvendte sig til dem, reagerede en af den noget opfarende. Det var en 19-årig mand fra Næstved, og da han råbte nogle ukvemsord efter politiet, blev han anholdt klokken 23.24 for at få ro på stedet. Han blev sigtet for “fornærmelig tiltale”, og ved en efterfølgende visitation blev der fundet en aluminiumscylinder, som, hævdede den 19-årige, var en nødhammer til at knuse en bilrude med i tilfælde af en ulykke. Efter politiets vurdering var der dog tale om et slagvåben, og den 19-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven. Han blev løsladt efter afhøring klokken 1.05.

NÆSTVED: To standset med stoffer
Natten til torsdag blev to sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer i Næstved. Den første blev opdaget klokken 1.20, da politiet standsede en bil på Erantisvej. Betjentene visiterede en passager i bilen, som viste sig at have en lille pose med 0,4 gram kokain i sin ene sko. Det var en 25-årig mand fra byen. Klokken 1.56 tjekkede en politipatrulje op på en bil i Grønnegade. Føreren var en 19-årig mand fra Næstved, og da der lugtede af hash i bilen, undersøgte betjentene den nærmere, og der blev da også fundet en lille klump hash på 0,8 gram.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Mogenstrup Åvænget Hus Lørdag klokken 9 – mandag klokken 22.30 Ikke umiddelbart stjålet noget
Næstved Appenæs Bygade, Appenæs Hus Mandag klokken 7-12.30 To internetradioer af mærket Marshall, en bærbar pc af mærket HP, sølvtøj, sko, mønter, smykker og kontanter
Næstved Birkevej, Rønnebæk Hus Lørdag klokken 13 – mandag klokken 9.12 Kontanter, smykker og en bærbar pc af mærket Dell
Næstved Fælledvej, Rønnebæk Hus Fredag klokken 16 – mandag klokken 15.40 Smykker
Næstved Åderupvej Hus Tirsdag klokken 15 – torsdag klokken 18.03 Ikke umiddelbart stjålet noget
Næstved Lindeparken Hus Onsdag klokken 15-
20.30
Smykker og parfume
Næstved Skovkanten Hus Tirsdag klokken 13.30-22.10 Ikke umiddelbart stjålet noget
Glumsø Elmevej Hus Lørdag klokken 17.45 – søndag klokken 13 Ikke gjort op hvad der er stjålet

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Næstved Fensmarkvej Lørdag klokken 13.26-13.36 Ingen sager

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Næstved Søndervej, Fodby Klokken 5.10-8.30 ATK – bestilt færdselskontrol 53 20 50 km/t 83 km/t 8
Næstved Østre Ringvej Klokken 8.40-11.15 ATK 690 0 60 km/t
Næstved Slagelsevej Fredag klokken 6.28-8.28 ATK 236 39 50 km/t  6 klip og en betinget frakendelse
Næstved Østre Ringvej Fredag klokken 9.13-12.15 ATK 1426 54 60 km/t 84 km/t 1
Sandved Hovedgaden, Tornemark Klokken 14.10-17.15 ATK – bestilt færdselskontrol 146 6 50 km/t 67 km/t
Næstved Østre Ringvej Klokken 7.15-10.55 ATK 1145 15 60 km/t 82 km/t 1
Holme-Olstrup Landevejen Lørdag klokken 7.30-13.15 ATK 2850 108 60 km/t 90 km/t 7 klip
Næstved Præstø Landevej Fredag klokken 10.15-13.15 ATK 1100 10 80 km/t 98 km/t
Næstved Østre Ringvej Søndag klokken 7.15-13.45 ATK 2600 152 60 km/t 113 km/t 13 klip og en betinget frakendelse
Tappernøje Rønnedevej Fredag klokken 13.30-16 ATK – bestilt færdselskontrol 275 1 80 km/t 92 km/t