Transformation er temaet, når Næstved Bibliotek inviterer til fælleslæsning af poesi. Det foregår tirsdag den 18. april kl. 19.00-21.00 ved Rønnebæksholm.

På biblioteket arbejder vi i disse måneder med temaet Transformation. Det er derfor også temaet for denne omgang fælleslæsning af poesi.

Transformation er et ord, der kan tolkes i mange retninger. Hvad enten det handler om samfundsomvæltende skift, biologiske transformationer i dyreriget eller menneskekroppen, de helt små ændringer i livet, som vi nærmest ikke lægger mærke til eller noget helt fjerde, så er vendingen fra noget til noget andet et fantastisk udgangspunkt for udforskning og fortolkning.

Guidet fælleslæsning
Med udgangspunkt i metoden guidet fælleslæsning vil vi sammen læse og samtale om tre digte. Efter oplæsning af hvert digt, taler vi om, hvordan digtene rammer os, og hvordan vi forbinder dem med temaet. Vi vil lade os guide af poesiens evne til at åbne for forståelsen af vores egne og andres oplevelser af det læste. Kan vi spejle os i det vi læser? Hvad overrasker os? Hvordan adskiller vores oplevelser sig fra hinanden?

Samtalen indledes og guides af kulturformidler Sigurd Dam. Der er ingen forberedelse, og man behøver ikke at have nogen særlig viden om hverken digte, kunst eller transformationer. Det vigtigste er, at man har lyst til at læse nogle interessante tekster og måske byde ind med egne tanker, lytte til hinanden og sammen overveje det, vi læser.

Arrangementet finder sted tirsdag den 18. april kl. 19.00-21.00 i pavillonen Venligheden i haven ved Rønnebæksholm.

Bestil din gratis billet på www.naesbib.dk

 

Deltag i samtalen om poesi og transformation i haven ved Rønnebæksholm. Foto: Léa Nielsen