Århus læser op på Rønnebækholm

Tre prisbelønnede århusianske forfattere fortæller og læser op af både ny og ældre poesi og prosa på Rønnebæksholm i Næstved den 27. august kl. 15. De tre forfattere Brian P. Ørnbøl, Mads Mygind og Bjørn Rasmussen har fået frie rammer til, at introducere publikum til store dele af deres forfatterskab.

b6b4f5_rhus_l_ser_op[1]
Publikum kan forvente skæve, fræsende, fortvivlede, usammenhængende, banale, livsvigtige – og skønne fortællinger, der giver et bredt indtryk af de århusianske forfattere. Den lokale forfatter Thorvald Berthelsen er idemand bag oplæsningen og vil være vært. Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond og gratis.

De tre forfattere har hver sin indgangsvinkel til litteraturen, og afspejler rigdommen i den Århusianske litteraturscene.

Bjørn Rasmussen (f. 1983) er uddannet fra Dramatikeruddannelsen og Forfatterskolen. Han debuterede som romanforfatter med Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011), der blev tildelt Montanaprisen (2012) og EUs Litteraturpris (2016). Han har desuden forfattet punktromaner, tegneseriehæfter samt en række skuespil, senest Happy Nation (2016). Digtsamlingen Ming (2015) er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2016. Begrundelsen for EU’s Litteraturpris var: ”Det er romanens enestående sprog og stemme, der førte til at den danske EUPL jury, samt danske kritikere og læsere i alle aldre, blev aldeles fanget af denne debut. Den idiosynkratiske men meget sikre prosa og poesi er vild, uhæmmet og trodser alle tabuer. Den er en kombination af prosa, poesi, social realisme og selvbiografi, der er uden fortilfælde i dansk litteratur.”

e3f1c9_bj_rn_rasmussen[1]

Mads Mygind, f. 1984, er cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og underviser i litteratur og skrivekunst. Han er også formand for Litteraturen på Scenen, der arrangere oplæsningsrækker og den internationale poesifestival og bogmesse Verbale Pupiller. Han debuterede med digtsamlingen TILBAGE ER ET SART PULVER AF OPRØR i 2010. og har herefter udgivet 3 digtsamlinger, senest TIL DEN LYSE MORGEN i 2015. Herudover har han offentliggjort digte i adskillige aviser, tidsskrifter, antologier og udstillingskataloger. Han har modtaget legater fra Århus Kommune, Autorkontoen, Statens Kunstråd og Statens Kunstfond. »Jeg tror, at jeg som forfatter kan komponere og sammensætte nogle ting og erfaringer, der i kraft af deres komposition begynder at tale ind i hinanden på en anderledes måde. Det banale kan godt både være banalt og kommentere på det storladne og voldsomme. Det er jo det spændingsfelt, der er interessant – det er jo sådan, tilværelsen er.« Mads Mygind i information om Til den lyse morgen.

Digter Mads Mygind

Brian P. Ørnbøl (f. 1969) er både snedker og cand.mag. i Religionsvidenskab og Medievidenskab. Han debuterede i 2008 i litteraturmagasinet Hvedekorn. Samme år udkom hans første digtsamling `Barberbladshologrammer´. Siden da er det blevet til yderligere tre digtsamlinger, to novellesamlinger og medvirken i en række antologier og litteraturmagasiner. I 2016 sprang forfatteren ud som børnebogsforfatter med den anmelderroste `Mekano Max´. Han er på vej med endnu en børnebog og sine samlede noveller. Udvalgte digte og noveller har været publiceret i både Sverige, Tyskland, Irland og USA. Ørnbøl er en flittig gæst på de danske litterære scener og har bl.a. modtaget legater fra Århus Kunstråd og Statens Kunstfond, som også har støttet oversættelsen af flere af hans værker. ”Desuden vidner samlingen om en fascination af det skæve og absurde i hverdagen, og der ligger en latent samtidskritik i mange af digtene… Han udviser en stor fornemmelse for at sammensætte ord på en måde, der skaber pudsige associationer og skæve merbetydninger.” Mette Christensen i Århus Stiftstidende om den seneste digtsamling, Diamanttandsstøv.

15d783_Brian_P_rnsb_l[1]

Info:

Oplæsning på Rønnebæksholm, Næstved 27/8 kl. 15, arrangementet er gratis.

Tilmelding via infomail : info@roennebaeksholm.dk