EUC Sjælland får millionbevilling til grønt løft af Industricenter
Når fremtidens smede og mekanikere bliver udlært fra EUC Sjælland i Næstved, vil det være med kompetencer i bagagen, som dansk erhvervsliv i høj grad efterspørger.
EUC Sjælland har netop søsat projektet Grønnere faglærte til fremtidens industri, der skal ruste eleverne fra skolens industrifag til en virkelighed, hvor grøn omstilling og teknologisk udvikling smelter sammen. Projektet indebærer en gennemgribende opgradering af skolens maskinpark med moderne og højteknologisk udstyr samt efteruddannelse af Industricentrets faglærere i ESG, bæredygtighed og ny teknologi.