Næstved Teater præsenterer performanceforestillingen “Haven”
Med hovedtelefoner på føres publikum rundt i Gavnø Slotspark af to performere og bevæger sig ud og ind mellem fysiske performative indslag og sanselige lydbilleder. I hovedtelefonerne møder de fortællinger fra haveejere, faglige perspektiver fra havearkitekter, historikere mv. Fortællingerne blander sig med de to performeres stemmer og musik, der inviterer publikum til at åbne sanserne i mødet med planternes poetiske og sanselige anatomi: duften af krusemynte og salvie, synet af en 200-årig kæmpe for dine fødder, smagen af kandiserede roser og Hyldemors purpursorte saft.