Politirapporten fra 2024-10-28
En 34-årig mand fra Næstved måtte tilbringe nogle timer i detentionen natten til lørdag. Han blev anholdt fredag klokken 23.00 i Ramsherred i Næstved, hvor han var noget opfarende og ikke var i stand til at tage vare på sig selv. Politibetjentene forsøgte at få den 34-årige til at falde til ro, men han kvitterede med at sende en stribe upassende gloser efter dem, og han gjorde kraftigt modstand, da han blev anholdt. Den 34-årige blev sigtet for at true og for at lægge hindringer i vejen for politiet og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Efter at være dampet lidt af, blev den 34-årige løsladt igen klokken 3.33.