Ældrereform: Nu siger plejepersonalet “vi ses i morgen”
Ældreområdet er gået i luften med den største omorganisering i 25 år. Det er med øget fokus på borgernes behov og medbestemmelse samt medarbejdernes faglighed. Borgere på plejehjem og med besøg fra hjemmeplejen vil nu få besøg fra små, faste teams.
Miniteam 2 er et af tre miniteams under Team NV26 i Næstved Nord, hvor der i alt er omkring 200 borgere tilknyttet. Hvert team består af Social- og Sundhedshjælpere og -assistenter, ufaglærte, en sygeplejerske og en terapeut. I alt omkring 10 medarbejdere, der har deres dagligdag på den samme rute med de samme borgere.