Gert Henning Jensen
Gert Henning Jensen

Gert Henning-Jensen og sopranen Lise-Lotte Nielsen byder på et festfyrværkeri af en koncert i FolkeCaféen på Mors Dag søndag d. 10. maj. Og de to forstår kunsten at udnytte de intime rammer, som en koncert i FolkeCaféen er. Her kommer du helt tæt på kunstnerne, hvilket gør oplevelsen til noget ganske særligt.

Koncerten vil falde i to afdelinger, og der vil ud over kendte og elskede opera- og operettetoner blive lejlighed til også at høre en række danske sange – og måske kommer vi til at høre Gert Henning-Jensen som crooner?

Koncerten vil være en blanding af duetter og soli, og mon ikke der vil snige sig et par Kai Normann Andersen-sange ind også.

Carol Conrad på flygel vil sørge for den musikalske opbakning, så det er lagt i de bedste hænder.

Gert Henning-Jensen debuterede på Det Kongelige Teater i 1992 som Almaviva i Rossinis Barberen i Sevilla. På Det Kongelige Teater har han sunget talrige lyriske partier blandt andet i operaer af Mozart, Donizetti, Verdi, Puccini, Rossini, Richard Strauss, Johann Strauss, Adés, Britten og Beethoven. Har også har prøvet kræfter med de lettere Wagner-partier i Tannhäuser, Mestersangerne og Rhinguldet samt medvirket i flere danske uropførelser blandt andet som Kong Christian VII i Holtens Livlægens besøg, Jonathan i Holbeks Brødrene Løvehjerte, Nick i Ruders’ Tjenerindens fortælling, David i Sørensens Under himlen, Sigurd i Papes Sigurd Dragedræber og Inspektøren/Byretsdommeren/Titorelli i Ruders’ Proces Kafka. I denne sæson har man kunnet høre Gert Henning-Jensen i både klassiske forestillinger som Rosenkavaleren, Barberen i Sevilla, Maskerade og Tryllefløjten, men også i mere moderne ting som Lulu og Lady Macbeth fra Mtsensk.

Lise-Lotte Nielsen
Lise-Lotte Nielsen

Lise-Lotte Nielsen er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Opera-Akademiet. Efter afsluttende eksamen i 1986 blev hun straks ansat som solist ved Det Kgl. Teater. Her har hun haft utallige roller, af hvilke bl.a. kan nævnes Norina (Don Pasquale), Papagena (Tryllefløjten), Olympia (Hoffmanns eventyr), Rosina (Barberen i Sevilla) og Pernille (Maskarade), Fiakermilli (Arabella), Amor (Orfeus), Gianetta (Elskovsdrikken), Ännchen (Jægerbruden), Oscar (Maskeballet) og Janine (Tjenerindens fortælling). Lise-Lotte Nielsen har også gjort sig bemærket i opførelser af moderne dansk musikdramatik; bl.a. i Den store Houdini som bl.a. turnerede i New York og Malaysia. Hun sang desuden Pernille i operaen Den stundesløse ved urpremieren på Det Kgl. Teater i 1994 og optræder regelmæssigt i radio og tv samt som solist ved koncerter med landsdelsorkestrene.

Der venter en festlig eftermiddag, der indledes med kaffe- og kagebord fra kl. 15. Koncert fra kl 15.30. Der sælges øl, vand og vin.

Billetter á 175 kr plus gebyr kan købes via sj-billetten.dk og deres salgssteder. Evt resterende billetter sælges ved indgangen.

Bus 602 kører lige til døren, og vi har en fin rampe, så kørestolsbrugere og dårligt gående kan komme sikkert ind.

Det sker i Folkemusikhuset Holmegaardsvej 56 Fensmark

PS: Har du tænkt på, at en Mors Dag-buket visner i løbet af en uge? – men at en koncertoplevelse som denne sætter evige spor?

Carol Conrad
Carol Conrad