Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har over en længere periode efterforsket målrettet mod et kokain-narkonetværk, som politiet mistænker for at være styret af medlemmer fra det nu forbudte Bandidos.

Efterforskningen har ført til en større anholdelsesaktion i Næstved og Vordingborg-området, hvor politiet er mødt op på en del adresser. Det forventes, at mindst 11 personer – heraf fire medlemmer af det nu forbudte Bandidos – bliver fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Nykøbing Falster i løbet af fredagen.

Henset til det store antal fremstillede afvikles der grundlovsforhør i to retssale. De fremstillede personer har haft forskellige roller i netværket, men pt. er bagmændene sigtet for salg af ikke under 8 kilo kokain.

Sagen tager sit udgangspunkt i narkosalg på gadeplan, og uden at kunne gå i detaljer har efterforskningen afsløret flere tusinde handler mellem personer fra narkonetværket og personer fra lokalområdet.

De mange købere vil senere på året kunne forvente en hilsen fra politiet samt et tilbud om hjælp til håndtering af deres narkoindtag.

– Dagens anholdelser viser desværre, at den organiserede utryghedsskabende narkohandel har et meget stort omfang i både Næstved og Vordingborg, men med anholdelserne lægger politiet et tydeligt pres på rockermiljøets narkosalg, siger politiinspektør Kim Kliver.

– På samme tid får det forhåbentlig også de mange brugere til at stoppe op og tænke over konsekvenserne ved deres narkoindtag, fordi de både udsætter dem selv for mulige sundhedsskadelige virkninger og samtidig risikerer de en alvorlig plet på straffeattesten alt efter omfanget af deres kokainindkøb. Det er desværre ikke ukendt for politiet, at rockermiljøet tjener penge på narkohandel, men vi er i denne sag overrasket over det store antal købere og netværkets omfattende organisering, slutter politiinspektøren.

Anklagemyndigheden har anmodet om dørlukning ved grundlovsforhøret som følge af sagens organiserede omfang og de mange anholdte.

Kilde