Næstved Bibliotek og Borgerservice har i år oprettet debatforummet ‘OmegnsOnsdage’, hvor kommunens lokalforeninger, interesseorganisationer, velgørenhedsorganisationer, grupper dannet til forskellige specifikke gøremål, kan fortælle om deres arbejde til alle, der har lyst til at lytte.

Biblioteket som mødested
Næstved Bibliotek & Borgerservice er et naturligt mødested for kommunens borgere. Et mødested, hvor borgerne har adgang til informationer og viden, men også har mulighed for at drøfte aktuelle problemstillinger, samfundsmæssige spørgsmål, demokrati og politik.

Næstved Bibliotekerne vil gerne give foreningslivet i Næstved en platform til at præsentere sig selv.

I løbet af efteråret, vil der på Næstved Bibliotek, Fuglebjerg og Korskilde Bibliotek være aftener, hvor foreninger, organisationer og grupper kan fortælle om deres initiativer til interesserede.

De første Omegnsonsdage
19. september klokken 17 på Korskilde Bibliotek
Tappernøje Aktivitets- & Ridehus fortæller om deres foreningsarbejde for at få bygget en aktivitets- og ridehal i Tappernøje.

26. september klokken 17 på Næstved Bibliotek
Foreningen Sam-X Næstved fortæller om deres arbejde med flygtninge og indvandrere.

3. oktober klokken 17 på Næstved Bibliotek
Foreningen Omsorgsgruppen fortæller om deres arbejde med børn og unge, der har mistet en mor, far, bror eller søster.

7. november klokken 17 på Næstved Bibliotek
Foreningen SOS-Børnebyerne fortæller om deres arbejde.

21. november klokken 17 på Fuglebjerg Bibliotek
Foreningen Landsbyklyngen for Fuglebjerg, Sandved-Tornemark og omegn fortæller om foreningens arbejde med at lokke nye borgere til området.

Plads til flere Omegnsonsdage
Det er ikke for sent at tilmelde sig. De vil gerne tilbyde jeres organisation plads på biblioteket en onsdag, hvor I kan fortælle, hvad I laver, hvorfor I gør det og gerne lægge op til debat om det, I interesserer jer for, og hvad det betyder for samfundet.

Foto: Næstved Bibliotek og Borgerservice