Axeltorv Bakke – et nyt samlingspunkt på torvet
Næstved Kommune inviterer til præsentation af Axeltorvs nye samlingspunkt, Axeltorv Bakke.
Formand for Teknisk Udvalg, Søren Revsbæk, og arkitekt Thore Rytter Klitgaard vil på Axeltorv tirsdag den 4. juli kl. 15.30-17.00 præsentere de nye muligheder for scene, ophold og leg som den nye Axeltorv Bakke kan byde på.
Axeltorv Bakke er ét ud af flere projekter, der skal skabe mere byliv i Næstved Bymidte og samtidig gøre Axeltorv til en mere integreret del af de oplevelser, som borgere i Næstved bliver tilbudt.
Axeltorv Bakke kommer til at overdække nedkørslen til p-huset på Axeltorv, og med et areal på knap 440 kvadratmeter og en højde på næsten tre meter, vil der være mange muligheder for at opholde sig på Axeltorv i fremtiden.
Med en scene ud mod torvet kan Axeltorv Bakke komme til at danne rammen om fremtidige kulturelle og musikalske arrangementer. Samtidig er det tanken, at bakken vil være udstyret med opholdsmuligheder og legeredskaber for børn og voksne i alle aldre, så den også til hverdag kan være med til at skabe et samlingspunkt for borgere og besøgende i Næstved Kommune.
Axeltorv Bakke bliver lavet i genbrugsgummi, som er blødt at sidde på og røre ved, og som nogle måske kender fra legepladser. Farven vil blive tilpasset, så den passer til Axeltorvs nuværende udtryk.
Idéen med at etablere en overdækning over rampen ned til parkeringskælderen under Axeltorv udspringer af projektet Udvikling af Næstved Bymidte, som blev igangsat i 2015 for at sikre, at Næstved Bymidte fortsat er attraktiv at besøge samt bo og drive erhverv i. I forbindelse med projektets mange workshops med borgere og erhvervsliv, blev især Axeltorv fremhævet som et af bymidtens vigtigste steder, hvor der er mulighed for nye tiltag, der kan gøre pladsen endnu mere attraktiv.
– Axeltorv Bakke er forsøget på at gøre Axeltorv mere interessant at besøge og benytte – for borgerne, men også for erhvervslivet. Vi har, i forbindelse med Udvikling af Næstved Bymidte, hørt flere sige, at torvet har et stort potentiale, men at det fra borgernes synspunkt mangler muligheder for ophold og leg. Samtidig er der et ønske fra bl.a. Næstved Cityforening om en permanent scene på torvet, som man kan forestille sig kan blive brugt af endnu flere af bymidtens daglige brugere. Alle disse ønsker har vi forsøgt at samle i Axeltorv Bakke, som aktiverer et “ikke-rum”, dér hvor rampen er i dag, og sammentænker de forskellige ønsker, så scenen bl.a. kan bruges til ophold, når der ikke foregår arrangementer, fortæller arkitekt i Næstved Kommune, Thore Rytter Klitgaard, om baggrunden for arbejdet med Axeltorv Bakke.
Kom og vær med
Til præsentationen af Axeltorv Bakke vil der være mulighed for både at se og fornemme de fremtidige planer for Axeltorv gennem udstillede plancher, ligesom der vil være en optegning på torvet, der viser hvor Axeltorv Bakke vil blive placeret.
Alle er velkomne til at give deres besyv med, så Axeltorv Bakke bliver en aktiv del af bymidten.
Det er tirsdag den 4. juli, kl. 15.30 – 17.00 på Axeltorv.