HTX Næstved giver mulighed for at læse Matematik A i et intensivt kursus for studenter, der mangler matematik på højt niveau for at komme ind på drømmeuddannelsen.
Det skriver EUC Sjælland i en pressemeddelelse.
Det er ikke alle studenter, der lige fik taget de rigtige fag på de rigtige niveauer i deres gymnasietid.
For nogle handler det om, at de ikke vidste, hvad de ville. Andre valgte måske mere med hjertet end med fornuften. Og pludseligt står de så i den situation, at de mangler et specifikt fag for at komme ind på deres drømmestudium.
Uddannelsesleder på HTX Næstved Per Munkholm fortæller:
“Hvert år ringer studenter til os, fordi de har opdaget, at de mangler et fag eller ikke har det på rette niveau. Det er en ærgerlig situation at stå i, for det forsinker studiestarten!”
Det vigtige er, at løbet ikke er kørt, som de siger hos HTX Næstved.
“De er frustrerede og ved ikke hvordan de skal komme videre. Derfor er vi rigtigt glade for at kunne tilbyde dette intensive suppleringskursus Matematik A her i efteråret. Så kan man bruge 4 uger i november på at få faget i hus. Det er et godt tilbud!” understreger han.
Gymnasial Suppleringskursus i Matematik A hos HTX Næstved starter 1. november og slutter 29. november.
Der er ansøgningsfrist 1. oktober. Tilmelding sker online via www.eucsj.dk/htx/gsk-suppleringskursus.
[box style=”rounded”]FAKTA om GSK Gymnasial SuppleringsKursus
- Et tilbud til unge med en adgangsgivende eksamen – gymnasial (STX, HHX, HTX eller HF) eller en erhvervsuddannelse
- En mulighed for at supplere den eksisterende eksamen med et fag, som man mangler til at komme ind på en videregående uddannelse
- Undervisning er gratis – der er dog et mindre deltagergebyr, hvis eksamen er mere end 2 år gammel
- Man er berettiget SU under kurset[/box]