Fladsåtrolden kan ånde lettet op – endelig kan han komme hjem fra Næstved. Næsted Kommune åbner nemlig en ny vandrerute mellem Næstved og Mogenstrup.
Ruten, der nok i folkemunde vil få navnet ”Trolderuten”, følger Danmarks største ås fra stationen og centrum i Næstved til Mogenstrup.
Den ca. 12 km lange rute glæder Næstveds Borgmester, Carsten Rasmussen:
– Når du går Trolderuten, går du i sporene af én af de mest markante fortællinger om Næstved og vores trolde. Ovenikøbet går du i et helt unikt grønt område, som er skabt af istiden. Der er en fantastisk udsigt – det er ganske enkelt imponerende, fortæller Carsten Rasmussen.
Det højeste punkt ligger da også hele 55 meter over havet. Åsen har en bredde på op til 600 meter og en længde på ca. 10 kilometer.
Fra drøm til virkelighed
Ruten er blevet til virkelighed takket være velvillige lodsejere og ikke mindst DSB. Næstved Kommune har lavet lodsejeraftaler med private og fik mulighed for købe skovarealer af DSB, som bygger deres nye værksted i området ved Fårebakkerne. Og det er lige præcis de skovarealer, der forvandler trolderuten fra idé på tegnebrættet til virkelighed.
Ruten er skiltet hele vejen og forløber primært på grusstier og trampestier af jord, men der er også korte stykker med asfalt.
Trolderuten er én i rækken af nye vandreruter, som er blevet til gennem kommunens nye Friluftsstrategi og det budgetforlig, som alle Byrådets partier står bag.