Næstveds nye bydel får en moderne daginstitution med fællesrum, produktionskøkken og motoriksal. Den skal danne rammerne for hverdagen hos 120 børn og 35 medarbejdere.
Den nye bydel på Stenlængegårdsområdet er for alvor ved at tage form med boliger og svømmehal. Nu får området sin egen daginstitution, der set fra luften leder tankerne hen på de farverige papir-vindmøller, som børn kan holde i hånden og puste til.
Bygningen består af fire huse, der som vindmølle-vinger spreder sig ud fra fællesrummet i midten. Det sikrer samtidig dagslys fra flere sider i mange af rummene.
Bygningen får også et tag med grønne vækster og forskellige overdækkede udezoner, der giver endnu flere muligheder for aktiviteter – både ude og inde.
Bag projektet står H. Nielsen og Søn sammen med deres rådgiver Skala architecture og Lyngkilde.
Det forventes, at daginstitutionen står færdig i august 2025.
– Vi er glade for, at valget er faldet på H. Nielsen og Søns projekt. Den nye daginstitution giver gode rammer for en hverdag i børnehøjde. Der er plads til, at man kan samles og bruge kroppen i motoriksalen, frokosten kan tilberedes i produktionskøkkenet med hjælp fra de små kokke, og børnene har deres base med deres gruppe ude i vingerne, fortæller Lars Hoppe Søe, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.
Udearealet
Udearealet er også tænkt ind som en del af helheden. Fx med grønne legepladsarealer med øer og rum til leg og læring, hvor der både er plads til rolige, sansemotoriske og kropslige aktiviteter.
– Stenlængegårdsområdet er en ny bydel, derfor er der brug for grønne opholdsrum med legepladser og stisystemer, der indbyder til gåture. Det er også tænkt ind i den nye børnehave, som har et stort offentligt fællesareal foran bygningen med aktivitetsøer – fx en klatre-ø, en krat-ø og en cykel-ø. Det giver områdets børn de optimale rammer for at sprede deres vinger ud – både i hverdagen og i weekenden, siger direktør Jan Milandt.
Klima
H. Nielsen og Søn har tilbudt en Svanemærket daginstitution.
Det betyder blandt andet, at der er krav til daginstitutionens miljømæssige aftryk fra vugge til grav – en såkaldt livscyklusvurdering (LCA).
LCA for den nye daginstitution er foreløbigt beregnet til at være på 8,8 kg CO2 e/m². Svanemærket stiller krav om maks. udledning på 10,5 kg CO2 e/m², hvilket giver en positiv garanti for et fortsat fokus på at minimere klimaaftrykket.
– I projektet har vi haft stort fokus på funktion, rummelighed, dagslys samt sammenhæng mellem inde og ude. Herudover har lang leve¬tid med et minimum af vedligehold samt størst mulig bæredygtighed også været et gennemgående tema for husets design. Dette ses specielt i valget af materialer og byggeprocesser, hvor miljøbelastende materialer er fravalgt til fordelt for mere miljømæssig korrekte materialer som træbeklædte facader og sedumtage, der bliver smukkere over tid, udtaler Jan Vind, entreprisechef i H. Nielsen & søn.
Om området
Den kommende daginstitution ligger kun to kilometer fra Næstved centrum på Stenlængegårdsområdet ved Næstved Nord Station. Daginstitutionen er en del af en helt ny bydel på et område på 120 ha (svarende til 181 fodboldbaner). Når området er udbygget, vil der være mellem 800 og 1000 nye hjem og en masse smuk natur.