Et flertal i Byrådet i Næstved Kommune har, på et ekstraordinært byrådsmøde d. 30. september 2022, besluttet en ændring af skolernes organisation. Ændringen gælder fra skoleåret 2023/2024.

Ændringer for skolerne i Næstved Kommune fra skoleåret 2023/2024

Byrådets beslutning betyder, at der sker følgende ændringer i skolernes organisering fra skoleåret 2023/2024:

Der etableres en selvstændig specialskole med egen økonomi, ledelse og bestyrelse. Afdeling Sct. Jørgen bliver en selvstændig skole med eget skoledistrikt (med egen ledelse og bestyrelse). Nuværende Ll. Næstved Skole deles i to distrikter: – et distrikt med afdelingerne på Herlufsholmvej, Karrebækvej og i Karrebæk – et distrikt med afdelingerne i Fuglebjerg, Sandved og Hyllinge. Alle skoler skal inddrages i en proces vedr. beslutning om skolenavne Alle skolebestyrelser skal udarbejde principper for forældreinddragelse på den enkelte matrikel.

Hvad betyder den nye skolestruktur?

Umiddelbart betyder den nye struktur ikke ændringer i elevernes hverdag. De skal fortsat gå i skole i de samme klasser og på de samme matrikler – men nogle skoledistrikter vil få et nyt navn.

På de nye skoler skal der etableres skoleledelse og vælges skolebestyrelse.

En selvstændig specialskole – til de allermest specialiserede tilbud

Specialskolen bliver placeret på Kobberbakkeskolen, afdeling Sydby, og skal have egen økonomi og ledelse. På specialskolen skal der sikres den bedst mulige støtte til de børn og unge, som har brug for et så specialiseret tilbud, at det ikke fagligt kan honoreres i en specialklasserække på en distriktsskole.

Specialafdelingen på Kobberbakkeskolen er tænkt som grundlaget for specialskolen, og i den kommende tid vil der blive igangsat et arbejde med nærmere definition af, hvilke konkrete specialtilbud, der skal være en del af specialskolen, således at forældre og børn kan få afklaring på, om det tilbud, deres barn er i nu, bliver en del af den kommende specialskole.

Som udgangspunkt vil øvrige nuværende specialklasser, der er placeret under de enkelte skoler, forblive hvor de er. Alle skoler skal fortsat arbejde med inklusion, og der skal i videst muligt omfang være specialklasserækker på alle matrikler.

Skolernes økonomi

Der er igangsat en proces om nye modeller for økonomisk tildeling til skolerne, så alle skoler fremadrettet har økonomisk robusthed og forudsætninger for at sikre børnenes læring og trivsel.

Denne proces forventes afsluttet, så modellerne kan sendes i høring fra december 2022 – og besluttes politisk i februar 2023.

Den videre proces

Der igangsættes nu et arbejde med at etablere de nye skoler. I den proces skal der ske afklaring af skolenavne, ansættelse af skoleledelser og foretages valg til skolebestyrelsen.

Berørte elever og forældre samt medarbejdere vil løbende blive orienteret og involveret.

Pressefoto